Hjort: Udlændinge skal passe ældre og syge

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er på vej med en række konkrete initiativer, der skal styrke Danmarks muligheder for at tiltrække udenlandske medarbejdere.

Claus Hjort Frederiksen vil øge mulighederne for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. (Arkivfoto)Claus Hjort Frederiksen vil øge mulighederne for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. (Arkivfoto)

Manglen på social- og sundhedsassistenter, læger og sygeplejersker er nu så omfattende, at regeringen øger indsatsen for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, der kan tage sig af de gamle og de syge.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) kommer efter sommerferien med et udspil bestående af en række konkrete initiativer, der skal styrke Danmarks muligheder for at tiltrække udenlandske medarbejdere.

- Hidtil har hver region prøvet at løse sagen for sit eget vedkommende. I Helsingør bruger de svenske SOSU-assistenter, og i Midtjylland har de fået læger fra Indien. Slår vi anstrengelserne sammen, kan vi formentlig blive endnu bedre til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, siger han til Berlingske Tidende.

Dansk Folkeparti er dog ikke begejstret for beskæftigelsesministerens initiativ.

- Jeg synes ikke, vi skal rekruttere udenlandsk arbejdskraft til de offentlige job, hvor man arbejder med mennesker. Jeg kan ikke se, hvordan personer fra Polen eller Tjekkiet skal kunne arbejde i hjemmeplejen og kommunikere med de ældre, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet mener, at flere udlændinge i ældreplejen og på sygehusene vil mindske lønpresset fra de offentligt ansatte.

- De nuværende strejker blandt SOSU-assistenterne kan let brede sig som en steppebrand til resten af den offentlige sektor. Det problem kan kun løses ved at importere fremmed arbejdskraft, siger han og tilføjer, at de danske velfærdsopgaver kun kan løses med en tilgang af udenlandsk arbejdskraft, hvis serviceniveauet skal opretholdes.

De offentligt ansattes arbejdsgivere i Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner hilser beskæftigelsesministerens plan velkommen.

Mads Lebech (K), formand for KL's løn- og personaleudvalg, peger dog på, at der er stor forskel på, om man rekrutterer personale til privat produktion eller til offentlige omsorgsopgaver, hvor sprog og kultur er en vigtig ballast.

Derfor mener han, det er nødvendigt med uddannelse i ”sprog og kultur” til udenlandske arbejdstagere, hvis rekrutteringen til det offentlige skal blive en succes.

Claus Hjort Frederiksens plan bliver en efterfølger til den omfattende 13 punkts-plan fra 2006, som gør det lettere for virksomhederne at rekruttere arbejdskraft.