Sociale aktiviteter skal mindske frafald

Uddannelse: For at undgå massivt frafald på erhvervsuddannelserne, øger Aarhus Tech indsatsen på det sociale område.

Morgenmadsordning, idræt og ryste-sammen-tur er nogle af de ting, der skal mindske frafaldet på Aarhus Tech. (Foto: Colourbox)Morgenmadsordning, idræt og ryste-sammen-tur er nogle af de ting, der skal mindske frafaldet på Aarhus Tech. (Foto: Colourbox)

Årligt søsætter tekniske skoler initiativer, som skal fastholde de unge på deres uddannelser. Hver tredje, som starter på en erhvervsuddannelse, kvitter nemlig uddannelsen uden at gennemføre den.

På Aarhus Tech, som er en af landets største erhvervsskoler, har man mentorordninger, elevcoaches samt idræt og morgenmadsordninger for at støtte eleverne. Og nu vil man sætte endnu mere ind på det sociale.

Sidst på måneden tager de cirka 1.000 nye elever på en ryste-sammen-tur til Djurs Sommerland.

- Baggrunden for det er jo at vise de nye elever, at vi vil dem, og at de er en del af et fællesskab, siger Ib Kronborg, der er uddannelsesdirektør på Aarhus Tech.

Tror på fællesskabet

At der står idræt og morgenmadsordning på menuen hos Aarhus Tech er på ingen måde tilfældigt. Der er nemlig et stort socialt element i begge dele.

- Vi vil prøve at hjælpe eleverne så godt, som vi kan. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde dem morgenmad. Desuden er det en slags hyggestund elever og lærere imellem, siger uddannelsesdirektøren.

- Og alle elever på grundforløbet har idræt på skemaet. Igen handler det om det sociale. For hvis man f.eks. ikke lige er den bedste til at tage et forhjul af en bil, men til gengæld kan score mål i fodbold, kan man opnå social samhørighed og anerkendelse og derved få et bedre tilhørsforhold.

Ikke en samlet løsning

Men der er langt fra en simpel løsning på, hvordan man fastholder de unge i en uddannelse.

- Hvis man ser på frafaldstallet hos os, så skyldes ca. 40 procent af frafaldet personlige årsager, som intet har at gøre med skolen som sådan, fortæller Ib Kronborg og fortsætter:

- Vi prøver at sætte ind så hurtigt som muligt. Hvis de ikke trives hos os, så er det vigtigt, at de kommer på en anden uddannelse. Det er bare vigtigt, at ingen går tabt.