Nyuddannede murere og tømrere uden job
Hver anden af de netop færdiguddannede murere og tømrere fra de tekniske skoler i København er gået direkte til ledighed - derfor haster det med energirenovering af bygninger.
Mange både murere og tømrere, ikke mindst i København, går lige fra svendeprøven til ledighed. Fagforeningerne frygter, at mange dropper deres fag, inden de får det brugt. (Foto: Harry Nielsen) Halvdelen af de københavnske murere og tømrere, der har fået deres svendebrev her i september, er gået direkte ud i ledighed.
De synes derfor uden tvivl godt om Klimakommissionens anbefalinger om at få energirenoveret det eksisterende byggeri. Men ideerne skal omsættes i handling straks.
- For dem kan det kun gå for langsomt med at komme i gang med at få gjort noget ved den utidssvarende offentlige bygningsmasse, siger Bjarne Petersen, næstformand i TIB i København og formand for Fagkommitteen, der står for svendeprøverne.
På septemberholdet bestod 118 tømrerlærlinge svendeprøven. Knap 60 heraf er uden arbejde. 21 af 42 nyudlærte, københavnske murere har stillet sig op i kø af ledige.
Mange unge vil forlade deres fag
- Det er knald i låget, at vi på den ene side har masser af offentlige bygninger, hvor der er et enormt behov for både almindelig vedligeholdelse og for energiforbedringer, og på den anden har masser af ledige håndværkere, der går på passiv forsørgelse. Med en ordentlig planlægning kunne vi få bragt ledigheden ned tæt på nul, siger Bjarne Petersen.
Han er bekymret for, at mange af de nyudlærte på grund af manglende beskæftigelse forlader tømrerfaget uden nogensinde at komme til at bruge uddannelsen.
Det er en bekymring som deles i Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, der organiserer murerne.
- Det mest deprimerende er, at vi ikke med ærligheden i behold kan fortælle de nyuddannede, at tingene snart vender, siger murerformand Jens Kirkegaard.
I Århus er hver tredje nyudlærte uden job
Situationen i Århus for de nyudlærte murere og tømrere er i øvrigt lidt bedre end i København. For begge faggrupper gælder, at en tredjedel af de netop færdiguddannede er uden arbejde.
Arne Brandt Knudsen, gruppeformand i 3F Transport Logistik Byg Århus, mener imidlertid, at situationen er meget bekymrende. En del af de murersvende, som blev udlært i foråret, er endnu ikke kommet i arbejde.