Smuthullet på Bork Havn
Smuthul tillader østarbejdere at arbejde i månedsvis. De skal blot søge opholdstilladelse som selvstændige. Den fidus bruger to litauere, der arbejder på Bork Havn.
Østarbejdere kan så nemt som at klø sig i nakken og med myndighedernes velsignelse snige sig uden om Folketingets overgangsbestemmelser, der alene gælder lønmodtagere.
Flikker de en ansøgning om opholdstilladelse som selvstændige sammen og smider den på statsamtets skrivebord, kan de ikke bare arbejde, mens ansøgningen behandles. De kan også lovligt arbejde videre, selv om de får blankt afslag i statsamtet. Hvis de anker, er der nemlig fortsat frit spil, mens anken behandles, kan Fagbladet afsløre.
Det glæder formentlig to litauere, der i juli fik afslag fra statsamtet. De var i gang med byggeopgaver på Bork Havn i Vestjylland for den vestjyske forretningsmand Karl Olav Østergard, der i maj fik en bøde på 20.000 kroner for brug af illegale litauere.
Forretningsmanden afviser pure, at litauerne udnytter et hul i loven, og at han nu spekulerer i at bruge selvstændige, efter at retten gav ham et drag over nakken for brug af illegale.Halvt års sagsbehandling
Men litauerne har anket afslaget fra Ringkjøbing Statsamt til Udlændingestyrelsen og arbejder nu ufortrødent - og helt uden kontrol - videre på Bork Havn - indtil styrelsen har truffet en afgørelse.
Det er ikke ualmindeligt med op til et halvt års sagsbehandling i den slags sager, oplyser Ringkjøbing Statsamt, der pointerer, at praksis er, at ansøgere får lov at arbejde, indtil det endelige svar kommer.
SiD er rystet over fidusen.
- Det er helt utroligt, at de lovligt kan snyde myndighederne, siger opmålerkonsulent i SiD's 12. distrikt Johnny Blicher, koordinator i illegal-udvalget i Ribe Amt.
- Vi har ikke ret til at gå ind på byggepladsen, når der ikke er organiserede, og så er der jo frit slag. Det må stoppes, siger han og oplyser, at litauerne kører deres såkaldte selvstændige virksomhed fra en campingvogn på byggepladsen.
Vicepolitikommissær Bjarne Højgaard, Ringkjøbing Politi, slår fast, at politiet ikke kan gribe ind, så længe litauernes ankesag kører.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren, Claus Hjort Frederiksen (V), der ligesom integrationsminister Bertel Haarder (V) er i gang med at undersøge sagen.
Østaftalens to store forligspartier afventer resultatet, nemlig en redegørelse om sagen og retter samtidig skrap kritik mod regeringen.
- Vil regeringen fastholde østaftalen, skal alle huller lukkes. Også de huller, der kan opstå i fremtiden. Ellers skrider grundlaget for østaftalen, siger SF's arbejdsmarkedsordfører Ole Sohn.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Jan Petersen, mener, det er dybt kritisabelt, at hullerne i det hele taget kunne opstå og er parat til at ændre på lovgivningen.
To litauere er i gang med byggeopgaver på Bork Havn i Vestjylland for den vestjyske forretningsmand Karl Olav Østergard. Han fik i maj en bøde på 20.000 kroner for brug af illegale litauere.Stor interesse
Syv ud af landets 14 amter har behandlet konkrete ansøgninger om opholdstilladelse som selvstændige fra østeuropæere - eller har ansøgninger liggende, der venter på behandling.
Flere statsamter melder derudover om øget interesse i form af flere forespørgsler fra de nye EU-lande i Østeuropa.