Rengøringsboss varsler fyringer efter undersøgelse

Den beskidte rengøring : Der kommer ændringer, og medarbejdere bliver sagt op. Sådan lyder koncernchefen i Forenedes foreløbige konklusion på intern undersøgelse af sager om ulovlig arbejdskraft og lav løn.

Chefen for rengøringskoncernen Forenede, Peer C. Krogh, mener, at der kommer fyringer og ændringer i virksomheden efter intern undersøgelse af sager om løndumping og ulovligt arbejde.  (Arkivfoto)Chefen for rengøringskoncernen Forenede, Peer C. Krogh, mener, at der kommer fyringer og ændringer i virksomheden efter intern undersøgelse af sager om løndumping og ulovligt arbejde. (Arkivfoto)

Sager om løndumping og sort eller illegal arbejdskraft har klæbet til Danmarks næststørste rengøringsselskab Forenede Service de seneste måneder. Sagerne har fået selskabet til at iværksætte en intern undersøgelse.

Undersøgelsen er endnu ikke afsluttet, men allerede nu varsler koncernchefen i Forenede, Peer C. Krogh, fyringer i kølvandet på sagerne.

- Det er klart, at en koncern som Forenede med det samme nedsætter et undersøgelsesudvalg, og det har vi også gjort her. Og derfor bliver der nogle ændringer. Og nogle bliver også sagt op, siger Peer C. Krogh til Fagbladet 3F.

Vicedirektør på orlov

Fagbladet 3F har i løbet af de seneste fire måneder afsløret, at medarbejdere hos Forenede Service er blevet underbetalt. Samt afdækket, at politiet og SKAT har taget adskillige ansatte hos underleverandører til rengøringsgiganten i at arbejde sort eller illegalt i Danmark.

Fagbladet 3F har også afsløret, at nu forhenværende vicedirektør i Forenede Service Michael Krogh har lejet egne boliger ud til fattige østarbejdere og ladet underleverandører drive forretning fra sine egne adresser.

Peer C. Krogh oplyser, at hans søn Michael Krogh gik på orlov 1. april, hvor den interne undersøgelse i Forenede Service blev sat i gang. Koncernchefen fortæller, at der er nedsat et undersøgelsesudvalg, og at blandt andre selskabets sikkerhedschef er på opgaven. Forenede Service har foreløbigt sat maj af til at se på, hvad der er foregået, oplyser Peer C. Krogh.

Bestyrelse: Ingen kommentarer

Fagbladet 3F har forsøgt at få eksterne medlemmer af bestyrelsen i Forenede til at give deres syn på sagerne og vurdere koncernens daglige ledelse. Men forgæves.

- Jeg har ingen kommentarer. Jeg synes, at Peer Krogh svarer for selskabet, siger bestyrelsesmedlem Jørgen Glistrup.

Bestyrelsesmedlem Torben Hansen Ploug har heller ingen kommentarer til Fagbladet 3F's "påstande" om sort og illegalt arbejde. Ligeledes ønsker bestyrelsesmedlem Knud Thyboe Christensen ikke at udtale sig om, hvorvidt han har tillid til den daglige ledelse i Forenede.

Trods flere henvendelser er det ikke lykkedes Fagbladet 3F at få formanden for Forenedes bestyrelse, Steen Gede, i tale.