Sosu-strejke foran Christiansborg
Strejkende social- og sundhedsassistenter fra hele landet samles torsdag til demonstration på Christiansborg Slotsplads.
Bag demonstrationen står de strejkende ansatte i plejesektoren i Holstebro Kommune, og de fik torsdag støtte fra andre plejere - blandt andre de ansatte i den københavnske plejesektor - der nedlagde arbejdet for at gå med til demonstration.
En af initiativtagerne til demonstrationen Jannie Petersen fra Holstebro Kommunes plejesektor glæder sig over den store opbakning.
- Vi er cirka 4-500 fra Jylland, og så er der rigtig mange fra Sjælland, der har nedlagt arbejdet for at støtte os i dag. Det viser jo kun, at det er et landsdækkende problem, siger Jannie Petersen til radiomagasinet NyhedsXpressen.
Ifølge Politiken udspringer utilfredsheden fra Ulfborg Vemb i Vestjylland, hvor tre medarbejdere forlod social- og sundhedshjælper-faget, da de fik ansættelse i vinduesfabrikken Velfac.
Som ufaglært kan de tjene 137 kroner i timen på fabrikken, mens at de ved at pleje ældre i Holstebro Kommune kun havde en timeløn på 116 kroner.
Den store forskel på lønnivauet i det private og det offentlige fik social- og sundhedsmedarbejdere til at indkalde til fagligt møde, hvor 500 medarbejdere derefter rejste krav til kommunen om en forbedring af lønnen.
Plejerne fra Holstebro har nu strejket i otte dage for at få 1000 kroner mere i løn om måneden, og de håber at råbe politikerne op med demonstrationen.