Statens jobcenter søger frugtplukkere til ukendt løn
Hemmelige arbejdsgivere :
På vegne af anonyme arbejdsgivere i Danmark søger det statslige jobcenter Workindenmark frugt- og grøntplukkere.
Staten søger lige nu 34 erfarne frugtplukkere til arbejde hos anonyme arbejdsgivere til en uoplyst løn. (Arkivfoto) 34 erfarne frugt- og grøntplukkere til ukendt løn hos syv hemmelige arbejdsgivere på Fyn, Sjælland og i Midtjylland. Sådan søger det statslige jobcenter Workindenmark i en jobannonce lige nu arbejdere til sæsonen i år. Det er de danske skatteydere, der betaler for Workindenmark, som er et offentligt servicetilbud til danske virksomheder og udenlandske jobsøgere.
Workindenmarks jagt på frugtplukkere via en jobannonce på både engelsk og dansk undrer formanden for Den Grønne Gruppe i 3F, Arne Grevsen:
- Det lugter langt væk af, at Workindenmark leder efter udlændinge til arbejdet i frugtmarkerne. Det er direkte tåbeligt at bruge skattekroner på at formidle udenlandsk arbejdskraft, når vores samfund som nu har mange ledige danskere, der er dygtige og villige til at arbejde, siger han og tilføjer:
- Det er ude i hampen, at et statsligt jobcenter laver en jobannonce, hvor der står, at lønnen kan være efter aftale med arbejdsgiveren. Et skatteyderbetalt jobcenter skal kræve, at alt arbejde foregår på overenskomstmæssige vilkår.
Medbring eget telt!
I jobannoncen gør Workindenmark opmærksom på, at plukning af frugt og grøntsager i Danmark oftest er et arbejde på akkord. Og at lønnen følger overenskomsten eller en aftale med arbejdsgiveren.
For flere oplysninger om løn-, arbejds- og levevilkår i Danmark henviser det statslige jobcenter til hjemmesiden seasonalwork.dk, der er en del af Workindenmark.
Af hjemmesiden for Seasonalwork fremgår det på engelsk, at sæsonarbejdere i perioden fra maj til september skal medbringe eget telt og kogegrej til brug ved overnatning på campingplads i Danmark.
Direktør: Løn- og arbejdsvilkår går vi ikke ind i
Fagbladet 3F har blandt andet spurgt Workindenmark om, hvad timelønnen er, hvis der er tale om aflønning efter aftale med arbejdsgiver. Og om hvor mange af de syv hemmelige arbejdsgivere, der har tegnet overenskomst.
Direktøren for Workindenmarks afdeling Syd, Berith Findstrup Madsen, har sendt skriftlige kommentarer, som ikke besvarer flere af spørgsmålene fra Fagbladet 3F. Direktøren skriver blandt andet, at Workindenmark annoncerer jobbene på Jobnet, da arbejdsgiverne henvender sig for at få hjælp til at finde sæsonarbejdskraft.
- Løn- og arbejdsvilkår er alene et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Det går vi ikke ind i, skriver Berith Findstrup Madsen.