Drikkepenge bruges til at dække underskud

Landsretten vil have sat beløb på, hvor mange drikkepenge der egentlig kommer hjem på Nyhavns-restaurant, og har derfor udsat sagen

Tilfredse kunder giver drikkepenge til personalet. Nu skal Landsretten tage stilling til, om restauratøren kan inddrage pengene til at dække kasseunderskuddet. Foto: Helmer Larsen.3F's Private Servicegruppe fører i øjeblikket sag mod restauranten Barock i Nyhavn i København, som mener, at personalets drikkepenge kan bruges til at dække underskud i kassen.

- For os handler det om at få præciseret, om personalet kan gøres erstatningsansvarligt i forhold til beholdningen og kassen, siger Peter Lykke, konsulent i Privat Servicegruppen.

- Vi kører derfor, via LO, en sag ved Landsretten i København. Restaurationsgæsterne giver jo pengene til personalet og ikke arbejdsgiveren. I den konkrete sag er det ydermere arbejdsgiveren selv, der gør kassen og beholdningen op, og vore medlemmer har derfor ikke en chance for at vide, hvor mange penge de går glip af.

Sagen var ventet afklaret her i starten af maj. Men da det ikke har været muligt at finde ud af, hvor mange drikkepenge Barocks personale har mistet, skal sommeren nu bruges til at få overblik over, hvor mange drikkepenge der egentlig gives, oplyser Peter Lykke.

Retssagen bliver forhåbentlig afgjort til september.

- Vi vil ikke udtrykke det sådan, at arbejdsgiverne stjæler de penge, som vore medlemmer knokler hårdt for. Men kendsgerningen er i hvert fald, at drikkepengene i den konkrete sag bliver taget fra personalet, pointerer Peter Lykke.