Drosl ned på pengegaverne til konfirmanden
Familievejleder :
Konfirmander må meget gerne begaves til deres fest, men det er en god idé at drosle ned på pengegaverne, mener familievejleder Lola Jensen.
Ifølge familievejleder Lola Jensen er visse konfirmationer gået hen og blevet en konkurrence for børnene om, hvem der får flest penge. (Foto: Colourbox) Det kan i nogles ører lyde helt vanvittigt, at en opgørelse fra Danske Bank viser, at de kommende konfirmander vil få mellem 20.000-30.000 kroner i kontanter til deres fest.
For det massive fokus på, hvor mange penge den kommende fest kan indbringe, kan være med til at skabe en overforbruger, mener familievejleder Lola Jensen.
- Jeg synes bestemt ikke, at der er noget i vejen med, at en konfirmand får gode gaver. Men hvis man kun ønsker sig penge, så har man simpelthen for mange ting i forvejen, forklarer hun.
Kunsten at glæde sig
To af de vigtigste livsgrundlag er ifølge Lola Jensen evnen til at begejstres og evnen til at glæde sig over noget. Og en begivenhed som konfirmationen kan være med til at vise, om disse to grundlag stadig er intakte hos barnet.
- Folk frygter allermest, at barnet bliver skuffet, så derfor vil man ofte se et gavebord bestående af 35 konvolutter. Der er jo ikke meget overraskelse i at åbne dem og læse beløbet højt for den, der noterer gaver ned, siger Lola Jensen.
- Da jeg blev konfirmeret lå det for eksempel i luften, at man fik noget, som man senere kunne samle på til sin fremtid. Det var tidligt at tænke på redebygning, men et niveau i midten af det, der var dengang, og det, der er nu, vil være godt, mener Lola Jensen.
Start tidligt
Lola Jensen mener, at det er forældrenes ansvar, at fokus bliver taget lidt væk fra alle de materielle ting, som blandt andet hører sig til en konfirmation. Derfor er det vigtigt, at man tidligt starter et forældresamarbejde via børnenes skole.
- Ikke alle kan være med på det dyre andendagstøj, store pengebeløb og gaver, forklarer hun.
- Som forældre må man gøre op med de overforbrugere, man skaber ved at altid give børnene det, som de ønsker sig. Det bliver hårdt for dem den dag, de skal ud og leve på en SU eller lærlingeløn, hvis de i hele deres barndom altid får det, de peger på, og aldrig lærer, at det er ok at blive skuffet engang imellem.
Hvad skal man give?
Hvad mener du om børn og konfirmationsgaver? Er det ved at tage overhånd, eller er det ok? Hvad fik du i konfirmationsgave? Smid en kommentar nedenfor.