Modstanden mod rygeloven vil ryge

I morgen onsdag er det store Slut-med-rygningen-dag. Der træder den omstridte rygelov nemlig i kraft. Men den massive modstand, den har mødt i flere i kredse, vil forstumme i løbet af kort tid. Det har den nemlig gjort i de lande, hvor man tidligere har lavet restriktioner.

Inge Haunstrup Clemmensen, overlæge i Kræftens Bekæmpelse, fortæller, at både rygere og ikke-rygere vil skodde deres aversion mod rygeloven.
- Når de først har oplevet, hvor dejligt det er at sidde på sin arbejdsplads uden at indånde nogle stoffer, man kan blive syg af, så bliver de glade for det og synes, at det er mærkeligt ikke altid at have haft det. Sådan er det gået alle de andre steder i verden, hvor man har indført restriktioner for rygning indendørs, siger hun til radiomagasinet NyhedsXpressen.
Men hun peger på, at den lovgivning, der danner grundlag for rygeloven herhjemme, er uklar og ikke særlig konsekvent, og det kan give problemer ude på arbejdspladserne. Eksempelvis er det fortsat muligt at oprette rygerum, som betyder, at rengøringspersonale og ansatte, der sidder i nærheden af rygerummet, fortsat risikerer passiv rygning.
- Der har lovgivningen ligesom svigtet arbejdsgiverne ved ikke at give nogle klare retningslinier for, at det jo er fordi, vi ikke vil udsættes for passiv rygning indendørs, at vi sætter rygningen udenfor, forklarer Inge Haunstrup Clemmensen.
I Irland, som er et af de lande, der har indført en restriktiv rygelov, er 96 procent af borgerne tilfredse med rygeloven, oplyser Inge Haunstrup Clemmensen.