Klager over rygelov er nyttesløse

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan nu modtage rygeklager, men vil ikke orientere Arbejdstilsynet, som ellers har tilsynet med loven. Det er en farce, mener 3F.

Du kan klage, men det har ingen konsekvenser, så længe myndighederne beskytter lovovertræderne, siger miljøkonsulent i 3F, Palle Larsen om muligheden for at klage over rygning til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. (Foto: Arkiv)Du kan klage, men det har ingen konsekvenser, så længe myndighederne beskytter lovovertræderne, siger miljøkonsulent i 3F, Palle Larsen om muligheden for at klage over rygning til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. (Foto: Arkiv)

- Hvis du vil klage over, at rygeloven ikke bliver overholdt på en restaurant, kan du nu rette henvendelse til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvis du synes, det er for drastisk at ringe til politiet eller Arbejdstilsynet.

Sådan lyder det i et svar til Folketinget 5. december fra den nye minister for sundhed og Forebyggelse, Jakob Axel Nielsen. Efter at en række værtshuse og bankocentre i pressen har bekendtgjort, at de på ingen måde agter at overholde rygeloven.

Ministeriet vil skriftligt orientere de pågældende lovovertrædere om, hvordan reglerne er, og hvad konsekvensen kan være. Men Arbejdstilsynet, som har tilsynspligten med loven, bliver ikke orienteret om klagen. Det må folk selv klare, lyder svaret i ministeriet.

- Det ligner mere og mere en dansk farce, og jeg kan godt forstå frustrationerne hos dem, der fra start har overholdt rygeloven. Du kan klage, men det har ingen konsekvenser, så længe myndighederne beskytter lovovertræderne, siger miljøkonsulent i 3F, Palle Larsen.

Landets love skal overholdes

Selv om rygeloven trådte i kraft for fire måneder siden er det først efter 1.januar at Arbejdstilsynet griber ud efter "bødeblokken". Og det sker først anden gang, efter at de har givet en advarsel. Bøden vil da være på 2.000 kroner. Og selv om den første bøde altså endnu ikke er givet, har flere værtshuse og bankocentre allerede tilkendegivet overfor TV/Midt-Vest, at det fortsat bedre ville kunne betale sig at bryde loven. Ellers forsvinder kunderne til konkurrenter, hvor der fortsat må ryges.

Minister for Sundhed og Forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, tager i sit svar ikke stilling til de konkrete tilkendegivelser, men understreger, at han naturligvis mener, at landets love skal overholdes, og at han i øvrigt er fuld af fortrøstning.

- Jeg tror, at hovedparten af borgere, foreninger, arbejdspladser m.v. vil rette sig efter reglerne i lov om røgfri miljøer, når kendskabet til lovens regler bliver mere udbredt, siger han.

Krænker retsfølelse

Men det svar er socialdemokraternes Jens Christian Lund ikke tilfreds med. Han stillede netop spørgsmål om, hvad ministeren vil gøre, fordi der er en række, der så åbenlyst står frem i tv med, at de vil bryde loven til hver en tid.

- Så er der ikke meget drøn i en minister, der vil sende et brev ud om reglerne. De her mennesker kender udmærket godt reglerne. De er ikke dumme. De ved, at det er ulovligt, men vælger det, fordi de kan tjene penge på at tage rygekunderne fra de konkurrenter, der overholder loven. Det krænker min og mange andres retsfølelse, og jeg vil nu overveje en række nye spørgsmål til ministeren.