3F's ni bud på at vende udviklingen i udkanten

Udkantskommunerne halter bagefter, når det handler om arbejdspladser, uddannelse og sundhed. Se 3F's ni konkrete bud på, hvordan udviklingen kan vendes.

Erhvervsliv, det offentlige og lønmodtagerne skal tages med på råd for at lægge planer for de lokale udviklingspotentialer, mener forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto)Erhvervsliv, det offentlige og lønmodtagerne skal tages med på råd for at lægge planer for de lokale udviklingspotentialer, mener forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto)

13 ud af landets 16 udkantskommuner er kommuner, hvor der er 96 3F'ere per 1.000 indbygger. Derfor har fagforbundet en klar politik på områder, der berører yderområder og udkantskommuner.

3F mener, at visionerne for den del af Danmark, der mister virksomheder og præges af høj ledighed, ikke er store nok.

- Man skal bevidst satse på en udvikling, hvor man tager erhvervsliv, det offentlige og lønmodtagerne med på råd for at lægge planer for de lokale udviklingspotentialer. For eksempel støtte til udvikling af grønne job. Mange af disse jobmuligheder tager netop afsæt i landbrugets områder, herunder etablering af nye forsøgscentre og udviklingscentre. Den type arbejdspladser giver adgang til følgeindustri og etablering af nye lærepladser til unge, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

3F's ni bud

Herunder er 3F's konkrete bud på en målrettet politik inden for uddannelse, arbejdsliv og sundhed.

Uddannelse:


  • Mere individuelle hensyn i tilbuddene til ledige med tilbud om uddannelsesplanlægning og tidligere og længere efteruddannelse.

  • Sociale klausuler, der forudsætter lærlinge ved offentlige bygge- og anlægsopgaver.

  • Der skal afsættes ekstra penge til uddannelsessteder i Udkantsdanmark.


Arbejdsliv:


  • Ved massefyringer skal virksomheden og alle relevante myndigheder have et fælles ansvar for at hjælpe folk videre i uddannelse eller beskæftigelse i andre brancher.

  • Bedre rammevilkår til etablering af grønne job – for eksempel produktion af bioethanol og biogasanlæg.

  • Fokus på og fremme af medarbejderdrevet innovation, der skal sikre teknologisk udvikling og besparelser på eksisterende arbejdspladser.

  • Bedre vilkår for pendlerne. Blandt andet ved, at kommunerne får økonomiske muligheder for at tilbyde mere fleksible åbningstider i børnepasning og på offentlige kontorer.


Sundhed:


  • Etablering af sundhedshuse, der skal have fleksible åbningstider samt mulighed for offentligt ansatte praktiserende læger.

  • Fokus på sundhedsfremme på arbejdspladsen med udgangspunkt i sundhedstjek og projekter om sund mad.