Ministeren lærte lektien om magten
Ugens Politik: Organisationernes netværk - og ikke politikerne - bestemmer over arbejdsmarkedspolitikken i Danmark. Det har beskæftigelsesministeren måtte sande.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen begik den fejl, at han forsøgte at føre politik uden om organisationerne - og ændre dagpengesystemet, a-kasserne, eksklusivaftalerne og så videre.
Tesen kommer fra professor Jacob Torfing, der i en ny bog udstiller politikerne som magtesløs overfor blandt andet arbejdsmarkedets mange interessenter.
Som led i den meget kritiserede Magtudredning har RUC-professoren undersøgt velfærdsstatens rolleskift fra venlig forsøger af ledige til indpiskende aktiveringssamfund.
Samtidig har Jacob Torfing undersøgt hvilke kræfter, der styrer de politiske beslutningerne om velfærden.
Den spændende konklusion er, at politikerne ikke har den magt, som de selv tror. Faktisk bliver de i høj grad styret af netværk bestående af professionelle organisationsfolk og embedsmænd, der er i stand til at styre de politikere, som med Jacob Torfings ord ikke har "kapacitet eller indsigt" nok til at hamle op med netværkerne.
Når ret skal være ret, nævner Jacob Torfing ikke direkte Claus Hjort Frederiksen. Undersøgelsen strækker sig kun frem til Fogh-regeringens magtovertagelse i 2001.
Minister lærte lektien
Alligevel er konklusionen og ligheden slående. Da Claus Hjort Frederiksen kom til som minister, var han ikke ligefrem kendt som nogen elsker af de magtfulde organisationer på arbejdsmarkedet. Faktisk slet ikke som nogen kender af arbejdsmarkedet overhovedet.
Derfor begik beskæftigelsesministeren den fejl, at han forsøgte at føre politik uden om organisationerne - og ændre dagpengesystemet, a-kasserne, eksklusivaftalerne og så videre.
Men den gik ikke og Claus Hjort Frederiksen lærte lektien; uden organisationerne, kommer man ikke langt som beskæftigelsesminister.
Som baggrund for sine konklusioner om hvem der bestemmer, har Jacob Torfing undersøgt årsagerne til, at aktivering gennem de seneste 20 år er blevet altings - eller i hvert fald ledighedens - løsen.
Kort fortalt konkluderer professor Jacob Torfing, at forsørgelsen blev for dyr og for ineffektiv. Der kom ikke nok mennesker i sving og strukturledigheden var for høj. Ledigheden kom ned ved at smide folk i aktivering. Frygt hjælper, fandt man ud af.
Da Claus Hjort Frederiksen kom til magten, var det med hensigten at gøre op med "bevidstløs aktivering" og "aktiveringsfabrikkerne".
Det projekt er ikke lykkedes. Måske fordi dem med "indsigt" og "kapacitet" har ønsket det anderledes.
Ladeport på aktiveringsfabrikker
Nok er der færre i aktivering, men som Fagbladet har afsløret, så er der stadig en åben ladeport af netop aktiveringsfabrikker. Folk laver simpelthen det samme som de ville lave på en virksomhed - blot uden almindelig hyre.
Bodum-sagen er et godt tilfælde på aktivering, der er konkurrenceforvridende og derfor udelukker fra rigtige job i stedet for at skabe dem. Man kunne kalde det aktiveringsfabrikker.
Samtidig har beskæftigelsesministeren sat gang i en sand syndflod af rapporter, der sætter fokus på AF og kommunernes aktiveringsindsats.
Kommunerne aktiverer nemlig alt for lidt og for uensartet. Især de svagere langtidsledige skal i sving, lyder det fra ministeriet.
Opsang til erhvervslivet
Spørgsmålet er, hvad de skal i sving med. Privat jobtræning lyder det igen og igen fra ministeriet, for det fører nemlig til job. Derfor får kommuner og AF på puklen for ikke at finde pladser nok.
Hvad ministeren - eller det netværk bag ham, der åbenbart trækker i trådene - overser er, at virksomhederne skal stille pladserne til rådighed for de ledige. Og det gør de ikke. Derfor ville det være på sin plads med en opsang til erhvervslivet - men det ønsker de netværk der bestemmer måske ikke.