Byggebranche raser over lukning af uddannelse
Århus Tekniske Skole vil lukke struktøruddannelse og flytte den til Horsens. De er for dumt, siger byggebranchen, der har sendt en opfordring til Bertel Haarder om at gribe ind.
Århus Tekniske Skole har varslet lukningen af deres uddannelse til struktør (faglært jord- og betonarbejder). Det er det mest sandsynlige, at vi flytter uddannelsen til Horsens, siger skolens direktør Annette Ernst Lauridsen. (Arkivfoto) Hvert år bliver 40 struktører udlært på skolen i Århus, men det er sandsynligvis slut nu. Og samtidig er det usikkert, om de mere end 100 elever, der er i gang med uddannelsen kan fortsætte, eller om de skal sendes til Horsens.
Det har fået sindene i kog hos både arbejdsgivere, lærlinge og fagforening. Den samlede byggebranche har netop sendt et brev til Undervisningsminster Bertel Haarder.
I brevet opfordrer Det Faglige Fællesudvalg for Struktører, som består af både 3F og Dansk Byggeri, Bertel Haarder til at gribe ind i sagen og pålægge Århus Tekniske Skole at bevare uddannelsen. Der er brug for veluddannet arbejdskraft i byggeriet, og særligt i Århus vil kommende store byggerier kræve struktører. Derfor er de ”dybt forundret” over, at skolen vil lukke den populære uddannelse, er budskabet fra branchen.
- I nærmeste fremtid forventer branchen et yderligere behov for Struktørlærlinge, bl.a. begrundet af de vedtagne regionale milliard investeringer i Århus Havn, Skejby Sygehus og udvikling af nyt byområde omkring Skejby mm., skriver de i brevet til ministeren.
Mange må droppe uddannelse
- Det er en katastrofe. Århus vil inden længe fordoble byggeriet i forhold til normalt. Derfor vil der blive brug for struktørere, siger Ole Christiansen, formand for bygge- og anlægsgruppen i 3F i Århus.
Hos lærlingene er de vrede over, at mange nu vil blive nødt til at droppe deres uddannelse, hvis uddannelsen flytter til Horsens,
- Det er en falliterklæring. Det er så mange det går ud over. Mange vil afbryde deres uddannelse, siger Thomas Landberg, talsmand for struktørlærlingene.
Han skulle være udlært til marts, men har to børn og tvivler derfor på, at han vil kunne rejse til Horsens for at færdiggøre uddannelsen.
På mandag klokken 7.30 har lærlingene indkaldt til demonstration ved indgangen til Århus Tekniske Skole og Thomas Landberg forventer, at 50 til 100 lærlinge vil møde op for at råbe ledelsen op.
Direktør Annette Ernst Lauridsen vil i næste uge afgøre uddannelsens skæbne. Hun vil holde møde med 3F og Dansk Byggeri, og kan de overbevise hende om, at der vil komme flere elever til, så vil hun overveje, om lukningen er en god idé.
- Vi har ikke taget stilling til, om uddannelsen skal lukke med det samme, eller om vi kan gøre det løbende, så de nuværende elever får lov til at færdiggøre deres uddannelse i Århus. Men vi vil gøre det bedst mulige for de elever, der er på uddannelse nu, siger Annette Ernst Lauridsen.
Læs brevet til Bertel Haarder
Læs brevet til Bertel Haarder