Politikere føler sig snydt af justitsministeren
Politiets ønskeseddel med forslag til en bedre efterforskning af østsager lå klar i Justitsministeriet. Alligevel nåede oplysningerne ikke frem til forligspartierne, da de forhandlede Østaftalen.
Politiets ønskeseddel lå klar hos justitsminister Lene Espersen, da partierne bag Østaftalen forhandlede. De fik den blot aldrig at se. Besynderligt! Mildest talt uheldigt! Urimeligt!
Socialdemokrater, radikale og sf'ere føler sig taget ved næsen af justitsminister Lene Espersen (K). Mens de sad sammen med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i marts og april og forhandlede om en forlængelse af Østaftalen, lå en lang ønskeseddel med gode råd og anbefalinger fra landets politimestre om bedre efterforskning klar på Politikontoret i Justitsministeriet.
Men selv om politiets muligheder for at efterforske illegale arbejde var et tema under forhandlingerne, nåede ønskesedlen ikke de få hundrede meter fra Justitsministeriet til Beskæftigelsesministeriet.
Socialdemokraten Thomas Adelskov bliver opbragt, da Nyhedsbrevet 3F beder om en kommentar:
- At dømme efter, hvad du nu læser op fra politimestrenes breve til Justitsministeriet, så er det jo en række af de samme synspunkter, som vi socialdemokrater hidtil har været ret alene om at forfægte i forligskredsen. Det kunne uden tvivl have gavnet vores synspunkter, hvis oplysningerne om politiets synspunkter var kommet frem under forhandlingerne, mener Adelskov.
Den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører hentyder til et forslag om, at alle såkaldt hvervegivere (dvs. alle, der ansætter østeuropæisk arbejdskraft) har ansvaret for at dokumentere, at alle gældende regler er opfyldt. Forslaget, som bl.a. er fremsat af politimesteren i Gråsten, skulle også gælde f.eks. for private bygherrer. Men regeringen ønsker kun at gøre byggefirmaer ansvarlige for, at alt er i orden, når der hyres østeuropæiske håndværkere.
- Det er en mærkværdig måde at forhandle på. Det skaber i hvert fald ikke tillid, som Adelskov siger.
Ansættelsesbeviser kan forhandles
Også den radikale Elisabeht Geday er overrasket.
- Det er mildest talt uheldigt, hvis landets politimestre har formuleret en række ønsker om ændringer i den måde, vi i dag behandler østsagerne på, og de så ikke er kommet til vores kendskab, selv om vi sad og forhandlede, siger Geday. Uden at vide konkret, hvad politimestrene anbefaler, kan hun sagtens forestille sig, at oplysningerne kunne have haft betydning for forhandlingerne.
Et af de forslag, som er fremsat af flere politimestre, drejer sig f.eks. om en slags ansættelsesbevis, gerne på dansk eller engelsk, som dokumenterer den pågældende østarbejders grundlag for at arbejde i Danmark.
- Det forslag er jeg og har jeg været skeptisk over for. Jeg ved godt, at det er et forslag, som Socialdemokraterne støtter, siger Geday, der dog i lyset af anbefalingerne fra politimestrene nu er ”villig til at drøfte det, hvis det skal være nødvendigt for at sikre en mere effektiv efterforskning.”
Kræver materialet fremlagt
SF's Ole Sohn kalder det ”en fuldstændig urimelig måde at optræde på”, hvis regeringen med vilje skjuler oplysninger, når politikerne skal bruge til at træffe de bedste beslutninger.
- Så det kan enten være en dum fejl, eller også må regeringen jo mene, at disse oplysninger og anbefalinger fra politimestrene ikke havde nogen værdi for os, mens vi forhandlede med regeringen. Men det må vi have på bordet, når vi mødes i næste uge i forligskredsen, siger Ole Sohn.
Alle tre politikere kræver nu rigspolitichefens og politimestrenes svar fremlagt inden mødet i næste uge.
- Så vi se, hvad vi får af forklaring fra ministeren, siger Ole Sohn.
- Hvis der er ting, vi kan gøre, som ikke allerede bliver gjort i dag, så er det absolut relevant at få diskuteret, siger Geday, der lover at ”spørge helt ind til det her forløb”.
Ingen sammenhæng med Østaftale
I Justitsministeriet afviser kontorchef Mette Lyster Knudsen fra Politikontoret enhver tanke om, at oplysningerne bevidst har været skjult for forligspartierne bag Østaftalen. Hun sidder selv med som embedsmand, når forligskredsen mødes, og hun har gentagne gange mundtligt redegjort for de vanskeligheder, politiet har med efterforskningen af østsager, forklarer hun til Nyhedsbrevet 3F.
- Så politikerne har ikke været ukendte med, at denne evaluering var undervejs. Og de har haft alle muligheder for at spørge, hvis de følte behov for flere oplysninger, siger Mette Lyster Knudsen.
Kontorchefen afviser også, at evalueringen af indsatsen i de regionale netværk og af politiets indsats mod illegalt arbejde har nogen direkte sammenhæng med de politiske forhandlinger om Østaftalen.
- Evalueringen er en opfølgning på en beslutning i Folketinget fra februar 2003 og har som sådan intet med Østaftalen at gøre.
Mette Lyster Knudsen beklager, at Justitsministeriets behandling af evalueringen har trukket ud. Hun forventer at komme med en indstilling til Lene Espersen i den kommende uge.