Svært for ledige 3F'ere at finde nyt job

Kun fire ud af 10 nyledige 3F-medlemmer i arbejde efter 10 uger, viser nye tal fra 3F. Der er behov for offentlige investeringer og langt bedre muligheder for at dygtiggøre sig.

Det er en myte, at fyrede kommer hurtigt i arbejde. Det gælder ikke i al fald ikke 3F's medlemmer. (Foto: Harry Nielsen.)Det er en myte, at fyrede kommer hurtigt i arbejde. Det gælder ikke i al fald ikke 3F's medlemmer. (Foto: Harry Nielsen.)

Det er blevet mere trægt at finde nyt arbejde, hvis man er ledigt medlem af 3F. Det viser nye tal fra 3F.

Tidligere på året har flere analyser og tal blandt andet fra arbejdsgiverorganisationer ellers fortalt om, at de mange, som er fyret på grund af krisen, hurtigt kommer i job igen, og der er blevet talt om, at arbejdsmarkedet trods stigende ledighed stadig er meget dynamisk.

Nu tyder 3F's tal på, at det ikke er realiteten for forbundets medlemmer.

60 procent uden job efter 10 uger

Tallene viser, at ud af godt 4.200 nyledige 3F-medlemmer i uge 2 var det kun 41 procent, der var i arbejde 10 uger senere. Halvdelen var helt eller delvist ledige. De sidste ni procent var i aktivering, på sygedagpenge, efterløn eller andet.

Sammenlignet med sidste år er tallene blevet værre. I 2008 var det eksempelvis kun 40 procent, der stadigvæk var helt eller delvist ledige efter de 10 uger.

- Det er langtfra rigtigt - som det ellers har været fremme i debatten - at ledige lynhurtigt finder job. Det gælder i hvert fald ikke vores medlemmer. Vores tal peger snarere på en betydelig stilstand på arbejdsmarkedet, hvor tusinder af ledige har svært ved at finde et arbejde, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

- De nye tal her peger i samme retning, som vi har sagt før: Der er behov for offentlige investeringer, der kan skabe nogle nye arbejdspladser. Samtidig skal ledige have langt bedre muligheder for at bruge den tid, de går ledige, til noget fornuftigt, først og fremmest til at dygtiggøre sig, pointerer Poul Erik Skov Christensen.