3F-formand opfordrer regeringen til at tænke stort

Der er behov for initiativer både nu og her og på længere sigt for at imødegå krisen og eksplosionen i ledigheden

- Regeringen har reddet banksektoren, ja, men hvad har man ellers gjort, spørger 3F-formand Poul Erik Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen)- Regeringen har reddet banksektoren, ja, men hvad har man ellers gjort, spørger 3F-formand Poul Erik Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen)

Ledigheden har passeret 100.000 personer, de seneste dage er der varslet yderligere 5.000 afskedigelser, og en af landets store arbejdspladser, Lindøværftet, har meddelt, at man indstiller aktiviteten.

Det får 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen til at opfordre regeringen til at tænke stort for både på kort og langt sigt at få vendt udviklingen.

På den korte bane opfordrer 3F-formanden til hurtigst muligt at få sat gang i offentlige investeringer for milliarder, akkurat som de økonomiske vismænd og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har anbefalet.

- Behovet for investeringer i den offentlige sektor er stort, og hvis ikke der skal sættes gang i disse projekter nu, hvor der er plads i økonomien og udsigt til flere år med stigende arbejdsløshed, hvornår skulle man så, spørger Poul Erik Skov Christensen.


Hvor er visionen for Danmark?

Samtidig opfordrer han statsminister Lars Løkke Rasmussen til så hurtigt som muligt at samle en bred kreds af personer til diskussion om en vision for Danmark i fremtiden.

- Der er brug for en vision for Danmark, så vi også i fremtiden, om 5, 10 og 20 år, har gode arbejdspladser, som er selve grundlaget for, at vi kan fastholde velfærdssamfundet. Hvor er regeringens fremadrettede bud? Jeg kan ikke få øje på dem. Derfor bør statsministeren indkalde de bedste forskere, udviklere, erhvervsledere, arbejdsgiverorganisationer, fagforeningsfolk, repræsentanter for de politiske partier og folk fra arbejdspladserne til en diskussion om, hvordan vi i fællesskab kan udvikle og ikke afvikle det danske samfund.

- Samtidig er det danske værtskab ved klimatopmødet i december en gylden mulighed for at få sat gang i initiativer, så vi har de alternative energikilder, når vi inden for en kort årrække løber tør for olie og naturgas, siger Poul Erik Skov Christensen.


Lønmodtagerne holder på pengene

3F's forbundsformand er alt andet end imponeret af regeringens hidtidige initiativer til at imødegå krisen.

- Regeringen har reddet banksektoren, ja, men hvad har man ellers gjort? Så har man givet de rigeste store skattelettelser og givet os lov til at bruge vores egne penge, der var sat til side i den særlige pensionsordning - og så har man ellers opfordret os til at bruge penge for at få gang i hjulene. Forstår regeringen ikke, at lønmodtagerne ikke bruger løs, når de ikke ved, om de har et job i næste måned, siger Poul Erik Skov Christensen.