Marlene blev syg af to forkerte operationer
Marlene Jørgensen mistede sit job og må i dag leve med store smerter efter to operationer på privathospital. De lovede, at jeg ville blive rask, fortæller hun.
To operationer skulle gøre Marlene Jørgensen rask, men gav hende i stedet flere smerter, måneders sygemelding og en fyreseddel fra arbejdet.
- Jeg føler mig som en brik i en pengemaskine. Det eneste jeg har fået er et skilt på ryggen hvor der står "til grin". Jeg regnede med, at det hele gik væk, men jeg har stadig mange problemer.
37-årige Marlene Jørgensen arbejdede for to år siden med at samle batterier til hæve-sænke-borde på fabrikken Linak i Sønderjylland. Men arbejdet sled på hende, og hun fik så mange smerter i venstre arm og skulder, at hendes arbejdsleder sendte hende til Privathospitalet Kollund ved Kruså. Her kan personalet på Linak få hurtig behandling gennem en sundhedsforsikring, som de betaler 100 kroner om måneden til.
Lægen på hospitalet ville operere Marlene Jørgensen allerede ugen efter, så hun kunne blive rask og vende tilbage til arbejdet. En operation - først i skulderen og derefter i albuen - skulle fjerne de voldsomme smerter, Marlene Jørgensen havde fået.
Kæmpe nederlag
Men sådan skulle det ikke gå.
- Jeg fik at vide af lægen, at jeg kunne arbejde igen efter 6-8 uger. Men det kunne jeg ikke. Og efter den anden operation skulle der gå 14 dage, så skulle jeg kunne arbejde igen. Jeg troede jo på, hvad lægen sagde. Men det blev bare værre efter operationerne, fortæller Marlene Jørgensen, der var sygemeldt mange måneder efter operationerne.
- Jeg havde endelig fået et arbejde, jeg kunne lide og fået gode kollegaer. Selvom jeg havde rigtig mange smerter, så forsøgte jeg at gå på arbejde 2-4 timer om dagen. Men det gik slet ikke. Det var et kæmpe nederlag, siger hun.
Nedturen blev til en reel depression for Marlene Jørgensen. Huset, hun netop havde købt med kæresten, var tæt på at glide ud af hænderne på dem, fordi sygedagpengene ikke dækkede lånet. Og en dag ringede de fra Linak og sagde, at de ikke regnede med, at armen igen blev rask: Du er fyret.
Efter fyringen har Marlene Jørgensen knoklet for at finde et job, hun kan klare med en ødelagt arm. Nu arbejder hun deltid på Danfoss, hvor hun ikke skal løfte tunge elementer. Men hun må fortsat leve med store smerter i hverdagen og på arbejdet.