OK 2010: Kamp for fair-play som folkekrav
3F's traditionelle liste med krav til nye overenskomster er afløst af ét fælles: Nej til snyd og social dumping. Det ventes at samle bred opbakning.
Hindringer mod lønsnyd og anden social dumping. Det er blandt 3F's hovedkrav til nye overenskomster i 2010 Forhandlingerne om overenskomster i 2010 bliver ikke bare et spørgsmål om mere i løn, højere pension og bedre barselsorlov. Det er den danske model og den danske velfærd, der er i spil.
Så hårdt blev situationen trukket op, da 3F's repræsentantskab fredag udtog overenskomstkrav.
- Vi har denne gang valgt ét generelt tema. Og det er ”nej til social dumping”. Det handler ikke kun om billig udenlandsk arbejdskraft, som underbyder vores overenskomster. Det handler også om uorganiserede og ungarbejdere, der bliver presset til social dumping, sagde 3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen.
En fælles og folkelig sag
Flere mener ligefrem, at kravet kan gøres til en folkesag. Som for eksempel udtrykt af formand for 3F Frederiksborg, Tue Tortzen. Han spurgte, hvem der ikke vil skrive under på, at vi skal bevare de danske regler om løn- og arbejdsvilkår.
Formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen tror kravet om nej til social dumping kan bære igennem bredt. For den sags skyld i hele LO:
- Men der er stor forskel på, hvordan det skal gøres. Der er for eksempel himmelvid forskel på vilkårene for tillidsfolk på transportområdet og i industrien, sagde han.
Syv hovedkrav
Tidligere har repræsentantskabet udtaget en lang række generelle krav, som havde en snebolds chance i helvede for at blive gennemført i samlet form.
Krav er der fortsat. Men det er nu op til forbundets grupper, hvor de vil sætte ind, og hvordan de for eksempel vil bygge værn mod social dumping ind i de enkelte overenskomster.
Repræsentantskabet bakkede entydigt op om den nye strategi. Og dermed om at udpege syv temaer for de kommende forhandlinger. Det er: tillidsrepræsentanter, løn- og tillægssatser, vikarer og underentreprenører, uddannelse, arbejdstid og sociale bestemmelser samt pension.