Ældre langtidsledige risikerer at miste seniorjob
Når efterlønsalderen stiger, risikerer man ældre langtidsledige at gå glip af et seniorjob. 3F's a-kasse vil kontakte den ny regering om sagen.
- Ældre langtidsledige kan komme i en større klemme i systemet, end de nogensinde har været tidligere, mener Morten Kaspersen fra 3F's a-kasse (Arkiv) Med mindre du er sidst i 50'erne, risikerer du fremover at stå med håret i postkassen, hvis du bliver ledig.
Med en efterlønsalder på 63 år og en dagpengeperiode på kun to år, skal du være fyldt 56 år før du bliver ledig, for at kunne få et seniorjob, som kan sikre dig en indtægt frem til efterlønsalderen. Hvis din efterlønsalder bliver 65 år, så må du ikke blive ledig, før du er 58 år, hvis du skal gøre dig håb om at få et seniorjob.
I dag kan du i princippet miste dit job som 51 årig - gå på dagpenge i fire år - og derefter få et seniorjob i kommunen, indtil du kan få efterløn som 60 årig. Kommunen har pligt til at skaffe et seniorjob til arbejdsløse, der er fyldt 55 år når dagpengeperioden udløber og som opfylder betingelserne for at få efterløn som 60 årig.
Tusinder i klemme
- Ældre langtidsledige kommer nu i en større klemme i systemet, end de nogensinde har været tidligere. Der sker en kæmpe forskydning, hvor man skal arbejde længere, dels på grund af tilbagetrækningsreformen og fordi man kun kan få dagpenge i to år, mener forretningsfører for 3F's a-kasse Morten Kaspersen.
Tidligere har forskellige regler sikret ældre ledige frem til efterlønsalderen.
Hvis reformen om højere efterløns- og pensionsalder gennemføres snart, kan en stor gruppe ældre langtidsledige komme i klemme allerede fra næste sommer, hvor forkortelsen af dagpengeperioden slår igennem. Hidtil har de haft ret til et seniorjob, men hvis deres efterlønsalder stiger, risikerer de at miste den ret. 3F har beregnet, at alene i 3F er cirka 1.200 medlemmer i farezonen. I a-kasserne tilsammen vil tallet naturligvis være langt højere.
- Politikerne bag reformen har muligvis ikke været opmærksomme på det. Men vi vil nu kontakte den kommende regering i håb om at få gjort noget ved det, siger Morten Kaspersen fra 3F.