Forsker: Tilskudsjob har nået smertegrænsen

Krise: Efter år med konstant stigning er antallet af fleksjobbere og personer i løntilskud i kommunerne ved at have nået et konstant, højt niveau, viser nye tal.

Nye tal indikerer, at man har nået en smertegrænse for, hvor mange løntilskudsjob man kan have i forhold til de faste jobs.Nye tal indikerer, at man har nået en smertegrænse for, hvor mange løntilskudsjob man kan have i forhold til de faste jobs.

Fra maj 2010 til 2011 er antallet af fleksjob og andre støttede job steget med 748 i landets kommuner. I den tilsvarende periode året før steg antallet med langt over 5.000 personer. Dermed ser det ud til, at stigningen er ved at tage lidt af.

Det viser nye tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor.

Omkring 29.000 personer er i fleksjob eller i en ekstraordinær stilling i kommunerne.

Antallet af fastansatte er til gengæld faldet markant i samme periode. Der er 15.128 færre overenskomstansatte og tjenestemænd i maj i år sammenlignet med maj 2010.

Kommuner presses

Ifølge lektor ved Aalborg Universitet, Flemming Larsen, indikerer de nye tal, at antallet af løntilskudspersoner kan nå en smertegrænse. Kommunerne har over lang tid foretaget en ændring af faste job til løntilskudsjob, hvilket har fået tallene til at skyde i vejret.

- Når man skærer så kraftigt i den offentlige sektor, bliver kommunerne presset på to områder: Dels i forhold til at løse de faste aktiviteter og serviceopgaver. Dels i forhold til at finde relevante typer af aktiveringstilbud. Så er der alle tilskyndelser for kommunerne til at ændre almindelige job til løntilskudsjob. Specielt når man bliver punket med, at de eneste relevante aktiveringstilbud er de virksomhedsrettede, forklarer Flemming Larsen.

Nået en smertegrænse

- Spørgsmålet er, om man nu har nået en smertegrænse, hvor kommunerne har svært ved at forklare det over for sin egen organisation og medarbejderne. Man har også hørt om, at fleksjobbere er røget med i afskedigelsesrunder i kommunerne, siger Flemming Larsen.

Han mener dog, det er for tidligt at konkludere noget entydigt. Det kræver, at man holder øje med, hvordan udviklingen tegner sig de næste par måneder.