Stor succes for kontrolbesøg
Arbejdsmiljø:
Arbejdstilsynets landsdækkende razzia på 206 byggepladser udløste 115 påbud. Pladserne fra en tidligere razzia fik for nylig genbesøg, og kun tre pladser havde ikke løst problemerne med arbejdsmiljøet.
Arbejdstilsynets landsdækkende razzia på 206 byggepladser udløste115 påbud. Onsdagens landsdækkende razzia på 206 byggepladser gav en god nyhed og en dårlig nyhed til Arbejdstilsynet.
Den gode er, at de byggepladser, der fik besøg af Arbejdstilsynet for tre uger siden og har fået et eller flere påbud, faktisk havde rettet ind og fået løst problemerne med arbejdsmiljøet og sikkerheden.
- Kun i tre af de oprindelige 137 sager fra aktionen 13. oktober var problemerne stadig ikke løst, fastslår kontorchef Jens Lauritsen fra Arbejdstilsynet.
Problemer på villavejene
Den dårlige nyhed er, at der fortsat er et massivt behov for Arbejdstilsynets kontrolaktioner. 206 byggepladser fik i går besøg eller genbesøg af tilsynet. De udstedte 115 påbud, hvor arbejdsmiljøet ikke var i orden.
- Det er typisk på villavejene, at forholdene ikke er så gode. På de små private byggerier kan vores tilsynsførende finde alvorlige problemer. Derfor er det ikke nok at fokusere på de store entreprenører på de store byggepladser, understreger Jens Lauritzen.
Træd i karakter
- Resultaterne viser, at Arbejdstilsynets aktioner virker. Både at tilsynet kommer på pladserne, og at de genbesøger dem, siger sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet, der er byggefagforeningerne samarbejdsorganisation.
Han fremhæver også en væsentlig kilde til forbedringer af arbejdsmiljøet og sikkerheden på landets byggepladser.
- Det handler i høj grad om, at ledelsen i byggefirmaerne sætter sig igennem, når det drejer sig om arbejdsmiljø. Al erfaring viser, at der sker forbedringer af sikkerheden, når ledelsen træder i karakter. I entreprenørfirmaer som Hoffmann A/S og Jorton A/S går ledelsen forrest, og det giver gode resultater, fastslår Gunde Odgaard.