Virksomheder lukker munden på ansatte
Grundloven sikrer ytringsfrihed. Alligevel kan arbejdsgivere forbyde ansatte at udtale sig til pressen. Men der er vidt forskellige regler fra virksomhed til virksomhed.
Ansatte i transportkoncernen Arriva må for eksempel ikke udtale sig til pressen, medmindre det er godkendt af virksomhedens kommunikationsafdeling. (Foto: Scanpix) På trods af Grundlovens ord om, at censur aldrig må indføres på ny, kan danske virksomheder forbyde deres medarbejdere at udtale sig til tv, radio eller aviser.
Ansatte i transportkoncernen Arriva må for eksempel ikke udtale sig til pressen, medmindre det er godkendt af virksomhedens kommunikationsafdeling.
Kommunikationsdirektør i Arriva Jan Wildau oplyser, at selskabet i ny og næ har sager om brud på reglerne, men at der dog ikke er sket fyringer på den baggrund.
Til gengæld er Arrivas regler strenge i sammenligning med, hvad 3F'ere andre steder er udsat for. Men der hersker vidt forskellige regler for, hvad ansatte på danske virksomheder må sige til medierne og hvornår.
Det viser en mini-rundspørge til kommunikationsafdelingerne i store virksomheder som Falck, LEGO, Skov- og Naturstyrelsen, Danfoss, NCC, Coop og Arla.
Forskellige regler
Blandt de nævnte firmaer er det kun LEGO, der stiller samme krav som Arriva om, at ansattes kommunikation med pressen skal gå gennem kommunikationsafdelingen.
- Det skyldes dels hensynet til den enkelte medarbejdere og hensynet til konkurrenceforhold, nye produkter og kampagner med videre, oplyser LEGO's kommunikationschef Charlotte Simonsen.
De andre nævnte virksomheder har en pressepolitik, der minder om reglerne hos byggekoncernen NCC:
- Vi har en tommelfingerregel. Den lyder kort, at man selvfølgelig udtaler sig om det, man har ansvaret for og om det, man har forstand på. Der er ytringsfrihed i Danmark, og vi har ikke nogen skriftlig politik. Men der er selvfølgelig ting man ikke må snakke om, når man er ansat i en børsnoteret virksomhed, forklarer Niels Møller, der er pressekoordinator hos NCC.
Næsten samme forklaring kommer fra Coop Danmark:
- Kort beskrevet må Coop's medarbejdere udtale sig om det, de er ansvarlige for og ved noget om. For kasseekspedienten eller lagerarbejderen betyder det, at de må fortælle om, hvordan det er at være ekspedient eller lagerarbejder, fortæller informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.
Regler er lovlige
Advokat i 3F Karin Mette Thomsen oplyser, at dansk lovgivning ikke forhindrer censur mod ansatte i danske virksomheder.
Som ansat har man nemlig pligt til at være loyal overfor sin arbejdsgiver og som hovedregel også tavshedspligt, uanset om man har skrevet under på det eller ej.
- En chauffør, industriarbejder eller murer må gerne udtale sig til journalister som privatperson om arbejdet i almindelig. Men man går ikke til pressen for at få løst et problem. I stedet løser man problemet internt på virksomheden. Men der er ikke nogen præcis grænse for, hvad man må eller ikke må sige om forholdene på sin arbejdsplads forklarer advokat i 3F Karin Mette Thomsen.
Kun få retssager
Ifølge 3F-advokaten er der kun ført ganske få retssager om ansatte, der har været en tur i medierne og fortælle om forhold på deres arbejdspladser, og som efterfølgende er blevet fyret, stævnet eller chikaneret af ledelsen.
- Men det kan blive nødvendigt at gå til andre og fortælle om forhold på virksomheden. Hvis man for eksempel opdager, at ledelsen er i gang med noget kriminelt, bør man gå til sin fagforening og til politiet. Men ikke til pressen i første omgang, siger Karin Mette Thomsen.
For tillidsvalgte er der dog videre rammer for, hvad man må sige. Tillidsfolk taler nemlig på vegne af deres kolleger.
- Men også for tillidsvalgte er det klogt at være i tæt kontakt med sin fagforening om, hvad der bliver sagt, og om, hvem, der siger hvad, siger Karin Mette Thomsen.