Bedre arbejdsmiljø i Baltikum og Polen

Samtidig med at man vil sikre østeuropæere dansk løn, når de arbejder i Danmark, er 3F involveret i et projekt, der skal forbedre arbejdsmiljøet i Polen og de baltiske lande.

Den faglige strategi har to ben. Dels på den ene side sikre, at polske og baltiske arbejdere i Danmark arbejder på danske vilkår. Dels på den anden hjælpe med at opbygge et mere velfungerende arbejdsmarked i Polen og Baltikum. På billedet ses polske bygningsarbejdere deri dag har  opholds- og arbejdstilladelse og er ansat i det danske firma Cisco Partnere Aps (Foto:Harry Nielsen)Den faglige strategi har to ben. Dels på den ene side sikre, at polske og baltiske arbejdere i Danmark arbejder på danske vilkår. Dels på den anden hjælpe med at opbygge et mere velfungerende arbejdsmarked i Polen og Baltikum. På billedet ses polske bygningsarbejdere deri dag har opholds- og arbejdstilladelse og er ansat i det danske firma Cisco Partnere Aps (Foto:Harry Nielsen)

I debatten i Danmark fylder indvandringen af arbejdskraft fra de baltiske lande og Polen meget, specielt inden for bygge- og anlægssektoren.

Det er naturligt, fordi meget arbejde sker uden at de eksisterende overenskomster overholdes. Derved undergraves de rettigheder, som det har taget år for danske lønmodtagere at tilkæmpe sig.
Det ene ben i strategien er derfor at sikre at arbejde i Danmark foregår på danske vilkår.

Det andet ben er at støtte fagbevægelsen i de lavtlønnede lande, så den bedre er i stand til at arbejde for velfærd og arbejdstagerrettigheder.

Det Nordiske Bygningsarbejderforbund (NBTF) har – med støtte fra 3F – søgt EU midler til et projekt for fagforeninger indenfor byggeri, træ- og skovbrug. Projektet har som mål at sikre et bedre arbejdsmiljø for de ansatte i brancherne. Det er knyttet tæt til det arbejde, der foregår i de nordiske lande.

Aktiviteterne skal først og fremmest skabe større opmærksomhed omkring arbejdsmiljøet i byggebranchen. Det sker ved at samle sikkerhedsrepræsentanter på tværs af landegrænserne og diskutere metoder i arbejdsmiljøarbejdet. I de enkelte lande og de enkelte brancher afvikles derefter kurser i arbejdsmiljø, ligesom der udgives informationsmateriale til fordeling på arbejdspladserne.

Skandinaviske rollemodeller

Alle de store skandinaviske entreprenørfirmaer er repræsenteret i de baltiske lande og Polen. Det har været naturligt at fokusere på arbejdsmiljøet i disse virksomheder, så det kan bruges som eksempler på en god indsats.

Ved samme lejlighed opbygges fagforeninger i virksomhederne, og der stilles krav om overenskomster. Det er lykkedes at lave et samarbejde mellem de faglige organisationer i virksomhedernes moderlande og fagforeninger i de lande, hvor der eksisterer datterselskaber. På den måde opnås maksimalt pres for forbedringer i arbejdsvilkårene.

Første fase af projektet er netop afsluttet, og EU har bevilget penge til endnu et års aktiviteter.

Den mest effektive løsning på problemerne med vandrende arbejdskraft er, at der sikres ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet i alle lande, som er med i EU.

Dertil kræves stærke faglige organisationer, og det er langt fra situationen i dag i de baltiske lande og Polen.

Organisationsprocenten i byggesektoren ligger under 10 – i nogle lande nærmere de fem. Derfor hænger arbejdet med at skabe forbedringer uløseligt sammen med indsatsen for at organisere lønmodtagerne på byggepladserne.