Hver fjerde arbejdsskadede venter for længe
Løfter om hurtigere sagsbehandling brudt. Hver fjerde får ikke en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen til tiden. Helt uacceptabelt, mener S, DF og Radikale, der nu stiller Hjort til ansvar.
Lars Finn Olsen er hjerne og lungeskadet af styrén- og andre opløsningsmiddeldampe gennem 20 år i glasfiberindustrien. Han har nu i syv år kæmpet med Arbejdsskadestyrelsen om at få anerkendt sine skader. (Foto: Palle Peter Skov) Arbejdsskadede har fået det endnu sværere, siden Arbejdsskadereformen trådte i kraft i 2004. Selvom et af de vigtigste punkter var at få sagsbehandlingstiderne til at falde, er det gået stik modsat.
Hver fjerde arbejdsskadede må vente over et år på en afgørelse, og dermed lever Arbejdsskadestyrelsen ikke op til den frist på et år, som politikerne bag reformen krævede for langt de fleste sager.
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale fra forligskredsen bag aftalen kræver handling af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) straks.
Reform skulle stramme op
Ifølge styrelsens interne statistik er sagsbehandlingstiden for blandt andet arbejdsulykker steget med 50 dage fra 2004 til 2005. Værst ser det ud med arbejdsulykker, der udløser erstatning, hvor sagsbehandlingstiden sidste år nåede op på 541 dage.
- Det var en klar aftale, at sagsbehandlingstiderne skulle ned. Det er helt uacceptabelt, at løfterne er brudt. Partierne bag forliget må nu tage en drøftelse med ministeren, som vi vil holde op på løfterne, siger arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S).
S: Nedsæt kommission
Ifølge ordføreren går de lange sagsbehandlingstider også ud over retssikkerheden, som også var et centralt punkt i reformen.
- Vores bud er at nedsætte en retssikkerhedskommission, som skal sikre retssikkerheden for borgerne. De lange sagsbehandlingstider skriger til himlen og afslører et eklatant behov, siger han.
Thomas Adelskov forlanger en evaluering af ventetidsproblemerne sat i gang straks.
DF: Det er alvor
Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted vil også have sagen undersøgt til bunds.
- Vi blev lovet kortere sagsbehandling af ministeren og Arbejdsskadestyrelsen, men det er ikke sket. Vi ser alvorligt på det og vil tage fat i ministeren, som vi selvfølgelig vil holde fast, siger han.
Direktør: Vi mangler penge
Arbejdsskadestyrelsen kalder resultaterne utilfredsstillende, og direktør Anne Lind Madsen pointerer, at styrelsen har brug for flere penge.
- Hvis sagsbehandlingstiden skal væsentligt ned, så har vi simpelthen brug for flere hænder. Vi sender cirka 4.100 breve ud om dagen, og der er cirka 150 personer til at behandle arbejdsskader, siger hun.
R: Hjort må til Folketinget
Det Radikale Venstres arbejdsmarkedsordfører, Elisabeth Geday, understreger, at kortere sagsbehandlingstider er en del af aftalen.
- Vi vil stille ministeren til ansvar for, at det også sker. Hvis problemet er manglende ressourcer, må ministeren komme tilbage til Folketinget. Regeringen må have for øje, at der bag hvert sagsnummer sidder et menneske og venter på en altafgørende afgørelse, siger hun.
Se grafik over ventetid i arbejdsskadesager.
Se grafik over ventetid i arbejdsskadesager.