Dyrlæge mangler penge og praktikplads

Flere rumænske elever fra Borris Landbrugsskole lever nu på andres nåde i Danmark.

Rumænernes pengepunge er fuldstændig tomme, fordi de ikke har fået den løn, de var lovet i forbindelse med landbrugsuddannelsen på skolen nær Skjern.

- Jeg har ingen penge. Jeg overlever kun, fordi vi kan leve af min kærestes løn og bo hos hendes landmand, siger Horia Hamzea.

Den 27-årige færdiguddannede dyrlæge skulle som led i discountuddannelsen på Borris Landbrugsskole i praktik hos en dansk landmand fra 1. maj 2008. Men skolens samarbejdspartner ville alligevel ikke have ham som elev i sin stald. Den vestjyske landbrugsskole har ikke fundet en ny praktikvært - og den rumænske dyrlæge er slet ikke kommet i praktik. Han har nu foreløbig ventet i tre måneder.

Horia Hamzea har ikke fået så meget som én krone siden maj måned. Rumæneren var lovet en løn på i alt 73.308 kroner for årets syv første måneder af Borris Landbrugsskole, men dyrlægen har blot fået 8.000 kroner i lommepenge.

Horia Hamzea har ventet i tre måneder på en lovet praktikplads.