Flere i arbejde med svensk model

Det såkaldte ROT-fradrag har øget beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen i Sverige. Nu foreslår Dansk Byggeri en dansk udgave.

Afdrag på byggeprojekter skal være med til at sænke den høje ledighed i byggebranchen. (Arkivfoto)Afdrag på byggeprojekter skal være med til at sænke den høje ledighed i byggebranchen. (Arkivfoto)

Svensk model skal sætte gang i byggeriet. Hver femte i bygge- og anlægsbranchen er uden arbejde, mens ledigheden på det øvrige arbejdsmarked kun er på lidt over 4 procent.

Derfor foreslår Dansk Byggeri nu en dansk udgave af det svenske ROT-fradrag. Siden den svenske model blev indført i 2008, har den nemlig øget beskæftigelsen og gjort sort arbejde mindre attraktivt i Sverige.

- På baggrund af erfaringerne fra Sverige og fra renoveringspuljen sidste år, vurderer vi, at en lignende ordning i Danmark vil give 5-6000 nye arbejdspladser. Det siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef hos Dansk Byggeri.

Fokus på energirenovering

I Sverige kan boligejere få op mod halvdelen af lønudgifterne ved et byggeprojekt betalt af staten.

En dansk udgave af den svenske model skal først og fremmest sætte gang i de energirenoveringer, der allerede nu er et mål i Danmark. Det foreslår Dansk Byggeri.

- Det er renoveringer, som mange gerne vil have lavet. Med fradraget vil det være billigere at få det gjort, hvilket selvsagt vil skabe nye jobs til både materiel- og byggebranchen, siger Torben Liborius.

Tvivler på politisk opbakning

Dansk Industri vurderer, at afdraget desuden vil gøre prisforskellen på sort og hvidt arbejde så lille, at færre vil vælge sort arbejde.

John Larsen, der er formand for Byggegruppen hos 3F, mener, at fradraget er interessant. Men han gør opmærksom på erfaringerne fra renoveringspuljen. Dengang viste pengene sig at gå til folk, der i forvejen havde tænkt sig at bygge.

- Ledigheden er stor blandt både ufaglærte og faglærte. Så alt, der kan fremme beskæftigelsen på nuværende tidspunkt, er gode tiltag. Men det er et spørgsmål om, hvorvidt der er politisk opbakning, siger John Larsen.

Dansk Byggeri håber, at byggefradraget vil blive inddraget i de politiske forhandlinger om finansloven for 2011.