Bodum-forlig skal frem i lyset
Billund Kommune skal stå til regnskab for, hvad Bodum-sagen har kostet skatteyderne. Det siger formanden for 3F Billund, der som lokalpolitiker vil have tallene fra mørkelagt forlig frem i lyset.
Billund Kommune skal stå til regnskab for, hvad Bodum-sagen har kostet skatteyderne. Det siger formanden for 3F Billund, der som lokalpolitiker vil have tallene fra mørkelagt forlig frem i lyset. (Foto: Søren Zeuth) I 2004 hyrede Billund og Egtved kommuner det kendte advokatfirma Bech-Bruun Dragsted for at få hjælp til at redde sig ud af den såkaldte Bodum-sag.
Det konkursramte firma TJ Service havde stævnet de to kommuner for at få erstatning for firmaets fallit i kølvandet på kommunernes ulovlige aktiveringsprojekter i samarbejde med Bodum-koncernen.
Men sagen når aldrig til doms. I sidste uge indgik kommunerne et hemmeligt forlig med de tidligere ejere af TJ Service. Dermed undgår kommunerne yderligere blæst om sagen og en dom i retten.
Formanden for 3F Billund Ole Pihl Marcussen kalder det stærkt bekymrende, at kommunerne kan indgå hemmelige forlig på skatteborgernes vegne, uden at oplyse andet end at sagen er slut - og at kommunerne dermed ikke anerkender ansvar for sagen.
Spørgsmål i byrådssalen
- Men hvad har forliget kostet skatteyderne i Billund, og hvor mange penge har stjerne-advokaterne hos Bech-Bruun Dragsted tjent på at hjælpe Billund Kommune ud af klemmen? De spørgsmål må vi have svar på i byrådssalen, siger Ole Pihl Marcussen (A).
Han er medlem af sammenlægningsudvalget i den nye Billund Kommune, der efter kommunalreformen består af både Grindsted og Billund kommuner.
Begge kommuner har fået tilsynsmyndighedernes ord for at deres aktiveringsfabrikker, hvor ledige samlede Bodum-kander, var ulovlige og konkurrenceforvridende.
Billund erkendte dumping
I marts 2004 viste beregninger udført af Billund Kommune, at det arbejde aktiverede i Billunds Bodum-projekt udførte, ville have kostet Bodum-koncernen mindst 148.000 kroner mere at få udført hos to private firmaer - TJ Service i Egtved og et anonymt firma, Fagbladet 3F har kontakt til - der i 1999 og 2000 mistede ordrer på arbejdet for Bodum.
Det fik dengang Billunds borgmester Preben Jensen (V) til at skrive følgende i en e-mail til Fagbladet om prisforskellene:
"Jeg har det godt med denne sag, da de seneste oplysninger beviser at det her kun drejer sig om 30.000 - 40.000 kroner om året fra 1999 - 2002 og kun cirka 5.000 kroner i 2003".