Ritt Bjerregaard siger nej til c-jobcentre

Fagbevægelsen kan se frem til fortsat indflydelse på arbejdsmarkedet i København, hvis hun bliver overborgmester. Løftet blev givet på 3F's konference om aktivering.

Regeringens forsøg på at decentralisere aktiveringen er et ideologisk projekt, der blandt andet har til formål at svække fagbevægelsen, mener den socialdemokratiske overborgmesterkandidat Ritt Bjerregaard. (Foto: Søren Zeuth)Regeringens forsøg på at decentralisere aktiveringen er et ideologisk projekt, der blandt andet har til formål at svække fagbevægelsen, mener den socialdemokratiske overborgmesterkandidat Ritt Bjerregaard. (Foto: Søren Zeuth)

Den socialdemokratiske topkandidat til overborgmesterposten, Ritt Bjerregaard, vil ikke være med til at trække tæppet væk under fagbevægelsens indflydelse på aktiveringen.

Det sagde hun, da hun mandag holdt et oplæg om fremtidens aktivering i hovedstaden. Oplægget var en del af 3F's konference om kvalitet i aktivering.

- Selvom regeringen lægger pres på Københavns Kommune for at vælge c-jobcentrene og nok også er klar til at yde gode økonomiske tilskud for at få sin vilje, så mener jeg ikke, det er hensigtsmæssigt at kommunalisere aktiveringen. Det er afgørende at fastholde fagbevægelsen og AF's engagement og viden, sagde Ritt Bjerregaard, og påpegede, at regeringens forsøg på at decentralisere aktiveringen er et ideologisk projekt, der blandt andet har til formål at svække fagbevægelsen.

3F vil have straksvejledning

Selv ser hun opkvalificering og uddannelse som hjørnesten i en stærk indsats over for de ledige.

- Jeg er enig med 3F i, at folk ikke nødvendigvis skal fortsætte i samme type job, hvis de bliver fyret. Det gælder om at få folk i arbejde, men ind i mellem kan det bedre betale sig at se længere frem i tiden og tilbyde en uddannelse i stedet for. Man skal se på mulighederne for eksempelvis at bevæge sig fra social- og sundhedshjælper til sygeplejerske, siger Ritt Bjerregaard.

Dette synspunkt blev ligeledes fremført af Mette Hyllested-Winge fra 3F Region Hovedstaden. Hun sagde adskillige gange i sit indledende oplæg, at uddannelse og vejledning er de væsentligste nøgler til at få ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

- 3F bakker ikke op om straksaktivering, men vil have straksvejledning med kvalitative og kompetencegivende programmer. Det er nødvendigt at tilbyde individuelle uddannelsesplaner med reelle muligheder for job bagefter, siger Mette Hyllested-Winge.