Ledighed er på vej op trods uændrede tal
- Vi står midt i en vending, og ledigheden er på vej op, især i byggefagene, konstaterer chefanalytiker fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om nye ledighedstal.
- Selvfølgelig er det lidt overraskende, at stigningen i ledigheden ikke slår igennem i tallene endnu. Men det er der flere forklaringer på. For det første er tallene foreløbige og vil blive korrigeret de kommende måneder, og det kan sagtens vise sig, at der faktisk allerede er en reel stigning, siger chefanalytiker fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen.
For tredje måned i træk er ledighedsprocenten uændret på 1,6 procent i september, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Men det får ikke Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at tvivle på sine forudsigelser om en snarlig stigning i ledigheden.
- Selvfølgelig er det lidt overraskende, at stigningen i ledigheden ikke slår igennem i tallene endnu. Men det er der flere forklaringer på. For det første er tallene foreløbige og vil blive korrigeret de kommende måneder, og det kan sagtens vise sig, at der faktisk allerede er en reel stigning, siger chefanalytiker fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen.
Men hvorfor kan de store fyringsrunder, man læser om i pressen, ikke ses i ledighedstallene endnu?
- Fordi der typisk går nogle måneder, fra folk er afskediget, til de rent faktisk melder sig ledige i a-kasserne, og til det kan aflæses i arbejdsløshedsstatistikken. De fleste har trods alt en vis opsigelsesperiode, påpeger han.
Men Frederik I. Pedersen er ikke i tvivl om, hvilken vej det går.
- Tal fra bygge-a-kasserne viser, at ledigheden stiger kraftigt. I Byggefagenes a-kasse, TIB og El-faget er ledigheden siden juni steget fra 1,5 til 2,2 procent. Det er en kraftig stigning, der vil brede sig, påpeger han.
- Der er også blevet flere ledige i 3F’s Akasse, hvor den sæsonkorrigerede ledighed steg med 230 personer fra august til september, siger han.
- Vi står midt i et vendepunkt, og ledigheden er på vej op, fastslår Frederik I. Pedersen.