Døden fulgte med om bord
Hvordan kan et fiskeskib som dansk arbejdsplads få noteret 16 alvorlige fejl og mangler i sikkerheden og alligevel få lov til at sejle videre i mere end et år, uden at nogen siger stop eller i det mindste kontrollerer, at fejlene er rettet? Det spørgsmål stiller polske Iwona Sobczak sig selv igen og igen.
Hendes mand døde i en voldsom ulykke på den danske trawler Orck i Nordsøen. Ubegribeligt for Iwona og uforståeligt for os andre.
Ulykken på det livsfarlige skib kunne efter alt at dømme være undgået, hvis myndighederne ikke blot havde noteret ulovlighederne - men også havde grebet ind.
I dag er Iwona Sobczak enke og alene med to børn på otte og 16 år. De skulle have haft en god uddannelse. Nu er hele familiens liv vendt - og ingen ansvarlige stillet til ansvar.
Det var den danske Søfartsstyrelse, der gav trawleren lov til at fiske videre. I dag anklager SiD-formand i Hanstholm, Peter Sand Mortensen, Søfartsstyrelsen for svigt og pligtforsømmelser og kræver, at sagen bliver uvildigt belyst.
Det er der god grund til. For ikke alene er det Søfartsstyrelsen, som fastsætter reglerne for sikkerhed - de står også for kontrollen. Og ikke nok med det, så er det også Søfartsstyrelsen som efterfølgende er den dømmende myndighed, når der sker ulykker.
Ikke underligt, at Søfartsstyrelsen skyder kritikken fra sig! I Polen sidder Iwona Sobczak og håber på at få placeret et ansvar. Det kan blive svært, sådan som det danske system er bygget op i dag. Men det værste er, at en lignende ulykke efter alt at dømme kan ske igen - på en dansk arbejdsplads til havs.