Jysk landbrugsskole må beholde statsstøtte

Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg skal alligevel ikke betale et statstilskud på cirka 700.000 kroner tilbage, selvom skolen har fået pengene på et forkert grundlag.

Asmildkloster Landbrugsskole får lov til at beholde et regelstridigt statstilskud på cirka 700.000 kroner.Asmildkloster Landbrugsskole får lov til at beholde et regelstridigt statstilskud på cirka 700.000 kroner.

Asmildkloster Landbrugsskole får lov til at beholde et regelstridigt statstilskud på cirka 700.000 kroner.
For Undervisningsministeriet vil ikke kræve pengene betalt tilbage til de danske skatteydere til trods for, at landbrugsskolen i Viborg har brudt reglerne for at få støtte til udenlandske elever.

Det har ministeriet netop afgjort, viser en endelig tilsynsrapport, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i.





Kovending efter trussel om retssag

Undervisningsministeriet har ellers tidligere meddelt Asmildkloster Landbrugsskole, at det ville forlange statstilskuddet retur for 47 udlændinge.

Det skyldtes, at skolen havde optaget disse elever, selvom de slet ikke havde tilladelse til at bo og arbejde i Danmark så længe, at de kunne få en hel uddannelse til faglært landmand.

”Undervisningsministeriet er derfor sindet at kræve de tilskud tilbagebetalt, som skolen har modtaget på grundlag af optagelsen af de pågældende elever," lød ministeriets konklusion 2. september 2008.
Asmildkloster Landbrugsskole var utilfreds med vurderingen og truede ministeriet med en retssag.

Siden har Undervisningsministeriet foretaget en kovending i sagen og vil altså nu lade skolen beholde skattekronerne. Selvom ministeriet stadig mener, at landbrugsskolen har overtrådt reglerne.

Dansk landbrug var rådgiver

Asmildkloster Landbrugsskole har begået regelbruddet i samarbejde med dansk landbrugs eget formidlingsbureau, Travel to Farm. Bureauet har været partner i projektet.

Ifølge Undervisningsministeriet kunne undervisningen på skolemodul 1 for elever med gymnasial baggrund tilrettelægges som et 12-ugers forløb. På Asmildkloster Landbrugsskole varede skolemodul 1 i 2006 fra 2. til 27. oktober. Eller blot fire uger.

Ifølge den nye tilsynsrapport havde landbrugsskolens udenlandske elever fra deres hjemland en ”overbygningsuddannelse af fire til fem års varighed”:

”Skolen godskrev dog efter ministeriets opfattelse ikke de udenlandske elever for deres hidtidige teoretiske uddannelse i tilstrækkelig grad,” kritiserer Undervisningsministeriet.

Nyhedsbrevet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra forstanderen på Asmildkloster Landbrugsskole, som holder ferie.

Læs ministeriets tilsynsrapport her

Læs ministeriets tilsynsrapport her