Fynsk landbrugsskole må beholde milliontilskud

Dalum Landbrugsskole slipper for at betale et statstilskud på 7,7 millioner kroner tilbage, selv om den fynske skole har brudt Undervisningsministeriets retsopfattelse.

Dalum Landbrugsskole slipper for at betale et statstilskud på 7,7 millioner kroner tilbage. (Arkivfoto)Dalum Landbrugsskole slipper for at betale et statstilskud på 7,7 millioner kroner tilbage. (Arkivfoto)

Danske Landbrugsskoler kan tilsyneladende tjene millioner af kroner på at bryde reglerne.

I hvert fald får Dalum Landbrugsskole lov til at beholde et statstilskud på hen ved 7,7 millioner kroner, selv om skolen i Odense har overtrådt reglerne for at modtage støtte for udenlandske elever.

Det viser en ny tilsynsrapport fra Undervisningsministeriet, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i.



Kovending efter trussel om retssag

Undervisningsministeriet iværksatte i april 2008 en undersøgelse af Dalum Landbrugsskoles uddannelse af udlændinge. I september meddelte ministeriet, ”at skolen med urette har modtaget statstilskud til undervisning af og kostskoleophold for de nævnte elever fra lande uden for EU”.

Men kort efter truede en advokat for Dalum Landbrugsskole med at slæbe ministeriet i retten, hvis det fastholdt sin foreløbige afgørelse om at kræve statsstøtten for 169 udlændinge tilbage.

Siden har Undervisningsministeriet foretaget en fuldstændig kovending i sagen. Selv om ministeriet fortsat vurderer, at Dalum Landbrugsskole har brudt reglementet. For skolen har optaget udlændinge til trods for, at de ikke havde tilladelse til at opholde sig i Danmark i de tre et halvt år, som det tog at tage en uddannelse til faglært landmand.

”Undervisningsministeriets retsopfattelse har ikke været klart kommunikeret i forhold til skolerne,” lyder ministeriets forklaring på, at den fynske skole må beholde milliontilskuddet.

Skole: To elever fik uddannelsen

Dalum Landbrugsskole har optaget 225 udlændinge fra 2006 til 2008. Ifølge skolen har blot to udenlandske elever i perioden gjort hele uddannelsen til faglært landmand færdig.

Nyhedsbrevet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra forstanderen på Dalum Landbrugsskole, som holder ferielukket. Forstanderen har tidligere kritiseret, at Undervisningsministeriet – inden truslen om retssag – ville kræve statstilskuddet betalt tilbage:

- Det er en præcisering af reglerne, som ikke kan få virkning bagudrettet. Men faktisk har ministeriet nu fundet den største hammer frem, som den kan slå os i hovedet med. Det har pustet sig op og leger stor mand. Men ministeriet er på vildspor og griber i panik, fordi det er hårdt presset af stor politisk opmærksomhed om sagen, sagde Jørgen P. Jensen til Nyhedsbrevet 3F den 22. september 2008.


Læs rapporten her:

Læs rapporten her: