Bureau tjente penge på mobbet elev
Firma ejet af danske bønder har tjent gode penge i skandalesag om praktikophold hos bonde, der mobbede ung elev.
Hvorfor gør han det. Jeg er ikke et dyr. Jeg er et menneske, siger 23-årige Olha Otenko. Hendes danske praktikvært tvang hende til at gå med papskilt om halsen. (Foto: Thomas Arnbo) Dansk landbrugs top har taget klart afstand fra svinebonde Peter Hansen, som mobbede ung elev.
Alligevel har bonden fortsat lov at få praktikanter på sin gård. Og et formidlingsbureau ejet af danske landbrug har tjent flere tusinde kroner på skandalesagen.
23-årige Olha Otenko, som sagen handler om, blev hentet til Danmark af Travel to Farm. Det bureau har dansk landbrug drevet i årevis. Og ukraineren betalte 2.500 kroner til firmaet for sin plads hos bonden.
Ingen hjælp for pengene
- Travel to Farm hjalp mig kun, da de sendte nogle papirer til Ukraine med landmandens underskrift. Det er det, jeg har betalt for. Intet andet. Jeg har ikke fået nogen hjælp i Danmark, siger 23-årige Olha Otenko.
Travel to Farm har også modtaget penge fra svineavleren for at få Olha Otenko. Peter Hansen fortæller, at han har betalt 5.500 for hver praktikant.
- Travel to Farm sender studerende uden landbrugsmæssig erfaring og interesse. Det vil jeg ikke acceptere, så nu har vi afbrudt samarbejdet, siger Peter Hansen.
Ny godkendelse efter fjernelse af praktikanter
Peter Hansen har ikke været godkendt til at have danske praktikanter siden 1998. Men Travel to Farm har i flere år brugt ham som praktikvært. Firmaets programkoordinator, Hans Henrik Jørgensen, beklager sagen:
- Olha og en anden praktikant klagede over stedet, og vi sendte en ungdomskonsulent derud. Det lykkedes ikke at få rettet op på forholdene, og det endte med, at vi fjernede praktikanterne, siger han.
De to østpraktikanter kom væk fra bonden i januar 2008. Men allerede måneden efter fik Peter Hansen en ny godkendelse til udenlandske praktikanter frem til 31. marts 2012. Den blev givet af praktikudvalget, som landbrugets egne organisationer stod bag.