Sag mod storvognmand trækker ud
Ankesagen om underbetalte estiske chauffører hos storvognmanden Kim Johansen afgøres tidligst til efteråret. Justitsministeriet skal afgøre, om sagen skal forelægges EF-domstolen.
Justitsministeriet skal afgøre, om sagen mod vognmandsfirmaet Kim Johansen International Transport A/S skal for EF-domstolen. (Arkivfoto) I efteråret 2007 blev storvognmand Kim Johansen frifundet for brud på udlændingeloven og brug af estiske chauffører til discountlønninger på ned til 35 kroner i timen.
Straks sagen var afgjort ved byretten i Roskilde valgte statsadvokaten at anke dommen til Landsretten. Men her trækker sagen ud og bliver tidligst afgjort til efteråret.
Det skyldes, at justitsministeriets eksperter i øjeblikket er ved at vurdere, om sagen skal en tur omkring EF-domstolen til vurdering. Det oplyser Louise Pedersen, der er fuldmægtig hos statsadvokaten for Midt- og Sydsjælland.
- Der er endnu ikke taget stilling til, hvorvidt sagen skal omkring EF-domstolen, og det er grunden til, at sagen ikke er berammet endnu, forklarer hun.
Det er Kim Johansens advokat, der har bedt om at få sagen til såkaldt præjuridiciel afgørelse ved EF-domstolen.
Også statsadvokaten skal udtale sig til justitsministeriet om det spørgsmål, inden det bliver afklaret, om sagen skal forbi EU-systemet.
Storvognmanden og hans advokat har, siden sagen kom frem og blev rejst, slået på, at firmaets brug af øst-chauffører til kørsel i Danmark via ansættelser i firmaets estiske datterselskab er fuldt lovlig i henhold til blandt andet EU's udstationeringsdirektiv.
Overhales af nye regler
Det var 3F's Transportgruppe, der tilbage i 2006 meldte Kim Johansens vognmandsvirksomhed til politiet for brug af illegal arbejdskraft ansat til dumpingløn.
- Nu trækker sagen desværre endnu engang i langdrag. Jeg håber, justitsministeriet hurtigt når frem til en afklaring, og at byrettens frikendelse bliver gjort om i Landsretten. Endnu en frifindelse vil betyde, at man åbenbart kan gøre hvad som helst for at omgå danske overenskomster og lønninger, når bare konstruktionen er smart nok, siger Jørgen Aarestrup Jensen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
Han gør opmærksom på, at en kommende dom bliver mere eller mindre overhalet af udviklingen.
Den såkaldte "østaftale" ophæves 1. maj næste år. Og EU er i færd med at indføre nye og mere strikse regler for indenlandsk godskørsel foretaget af udenlandske chauffører i EU's medlemslande.