DA: Østarbejdere strømmer hertil

Tilstrømningen af østeuropæere til det danske arbejdsmarked er mere end tidoblet i forhold til sidste år. Ifølge Udlændingeservice søgte ca. 6.000 personer fra de nye østeuropæiske lande om arbejdstilladelse i årets første kvartal mod 2.300 i samme kvartal i fjor.

Ved udgangen af marts var der udstedt 10.400 aktive arbejdstilladelser mod 4.300 på samme tidspunkt i 2006. Hertil kommer østarbejdere, der er i landet som udstationerede, og som derfor ikke skal søge om arbejdstilladelse.
Ifølge chefanalytiker i Danske Bank, Steen Bocian, har det stigende antal østeuropæere haft stor indflydelse på det økonomiske opsvings holdbarhed.
- Det seneste år er beskæftigelsen vokset betydeligt mere, end ledigheden er faldet. Tilstræmningen fra udlandet har haft stor betydning for stigningen i arbejdsstyrken. Med kun 110.000 ledige er det afgørende for økonomien, at der kommer arbejdskraft til fra Tyskland, Sverige og Østeuropa. Det har givet højere vækst og dæmper risikoen for, at opsvinget løber af sporet, siger Steen Bocian til Dansk Arbejdsgiverforenings ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda.
Økonom i AE-rådet Frederik I. Pedersen er knap så sikker på, at det havde bremset opsvinget, hvis udlændingene ikke var strømmet til det danske arbejdsmarked.
- Men generelt har det danske arbejdsmarked vist sig at være ekstremt fleksibelt med fald i ledigheden til rekordniveau, samtidig med at der har været stigninger i den gennemsnitlige arbejdstid, siger Frederik I. Pedersen.