Kommune var tavs om livsfarligt loft

Nytårsdag styrtede rengøringsmanden Semsettin Cakici 12 meter ned fra glasloftet på Gentofte Rådhus. Allerede i 1993 var kommunen advaret om, at loftet var farligt. Men den viden holdt kommunen for sig selv.

Nytårsdag rammer 3F'eren Semsettin Cakici stengulvet 12 meter under loftet på Gentofte Rådhus. Allerede dagen efter placeres ansvaret for ulykken alene hos det private rengøringsfirma Forenede Service.

Men Fagbladet 3F kan nu afsløre, at sagen langt fra er så lige til. Helt tilbage i 1993 gav Arbejdstilsynet Gentofte Kommune klar besked om, at loftet over rådhussalen var farligt. Alligevel valgte kommunen af uvisse årsager at holde denne viden for sig selv.

- Hvad f..... er det, I vil skrive en artikel om. Den sag er jo slut, lyder det i skingre toner fra topjuristen i Gentofte Kommune, Mette Mie Nielsen.

Juraprofessor Claus Haagen Jensen vurderer sagen anderledes.

- Ved ikke at gøre noget har kommunen udvist en skyld, som kan begrunde et erstatningsansvar, siger han.

Men ifølge Arbejdstilsynet går Gentofte Kommune fri på grund af en lovmæssig kattelem, som gør det let for kommunale udbydere at få lavet farlige specialopgaver.

Koster en farlig ekstraopgave mindre end én million kroner, behøver udbyderen af opgaven - Gentofte Kommune - ikke at advare arbejdstager om de påbud eller vejledninger fra Arbejdstilsynet, der måtte ligge i arkiverne. Udbyderen behøver ganske enkelt ikke advare om, hvorvidt arbejdet er farligt eller ej.

Kattelemmen får konsulent i Fagpolitisk Center for Arbejdsliv 3F Palle Larsen helt op i det røde felt.

- Det virker som om, Beskæftigelsesministeriet har givet firmaer mulighed for at købe sig fri for ansvar. Det er hamrende uanstændigt, raser Palle Larsen, der kræver kattelemmen fjernet nu og her.

- Det er ganske enkelt ubegribeligt, at man har den særparagraf om en million kroner. Selvfølgelig har man da ret til at vide, om der ligger et påbud eller vejledning fra Arbejdstilsynet. Uanset om opgaven koster én eller 999.999 kroner, siger Palle Larsen.

Semsettin Cakici pådrog sig alvorlige læsioner efter at være styrtet 12 meter ned fra loftet på Gentofte Rådhus.

Læs side 18-27XL: Se faldulykken på www.fagbladet.dk