Ufaglærte snydes for uddannelse

Seks ansatte ved Primo Plast kan ikke blive faglærte, fordi politikerne har lukket for tilskud til voksenlærlinge. Rigtig mange firmaer må opgive at uddanne deres folk, siger LO.

Seks ansatte ved Primo Plast kan ikke blive faglærte, fordi politikerne har lukket for tilskud til voksenlærlinge. (Arkivfoto: Jens Bach)Seks ansatte ved Primo Plast kan ikke blive faglærte, fordi politikerne har lukket for tilskud til voksenlærlinge. (Arkivfoto: Jens Bach)

Seks ansatte på Primo Plast i Tistrup i Midtjylland får ikke den uddannelse til plastmager, som både de og virksomheden har set frem til. Selvom Primo Plast desperat mangler flere faglærte plastmagere og gerne vil lønne dem under uddannelsen, så er beskæftigelsesministerens kasse med tilskud til voksenlærlinge lukket. Så de seks ansatte bliver ikke efteruddannet.

Primo Plast var ellers indstillet på at give dem fuld løn under uddannelsen, men uden tilskuddet på 60-80.000 kroner om året per voksenlærling, så bliver det for dyrt.

- Det er enormt ærgerligt for firmaet og for de seks medarbejdere. Vi vil gerne støtte dem i deres uddannelse, men da vores ansøgning nåede gennem systemet, så var ordningen lukket, forklarer Keld Moesgaard, produktionschef for Primo Plast i Tistrup.

Ikke flere voksenlærlinge i år

Politikerne bag velfærdsaftalen har afsat penge til 1.000 voksenlærlinge for 2008, efter at puljen var brugt op allerede i februar i år. Dengang advarede 3F og flere arbejdsgiverorganisationer, om at erhvervslivet havde brug for langt flere voksenlærlinge end blot de 1000 ekstra, som politikerne afsatte tilskud til.
Og selvom Primo Plast sendte ansøgningen på vegne af de ansatte i april, så blev kassen med tilskud lukket, inden papirerne nåede at blive behandlet færdigt i systemet med jobcentre, AMU-skoler og beskæftigelsesråd.

Primo Plast havde ellers planlagt at videreuddanne fire af de ufaglærte ansatte hvert år i minimum fem år endnu. Men de planer er sat på standby af politikernes stop for tilskud.

- Det er forkasteligt og til grin over for hele erhvervslivet. Hele Danmark står og tørster efter faglært arbejdskraft, siger Keld Moesgaard.

Stort problem

De seks ansatte ved Primo Plast er ikke de eneste, der får en lang næse i stedet for en faglært uddannelse.

- Jeg ser rigtig mange firmaer, der ikke kan få tilskud til at uddanne deres ansatte. Og det er i et område, som har landets laveste uddannelsesgrad, siger konsulent i LO Billund Carsten Holm, der dækker Esbjerg, Varde, Billund og Vejen.

I stedet sender Primo Plast nu de seks ansatte på AMU-kurser, så de kan tage nogle enkelte kurser, imens de venter på, at der kommer mulighed for at søge tilskud igen. Men uddannelsen til plastmager tager mellem 2,5 og 3 år.
3F Billund ryster på hovedet af politikernes stop for tilskud, når de ser deres medlemmer gå glip af en solid uddannelse.

- Det er brandærgerligt. Samfundet skriger på uddannede folk, men nu har politikerne lukket kassen Det synes jeg er for dårligt, siger Jonna Sandberg, A-kasseleder i 3F Billund.