Arbejdsgivere må opgive voksenlærlinge
Entreprenør fra Horsens fik afslag på tilskud til tre voksenlærlinge. Nu er deres fremtid usikker. Dansk Byggeri kimes ned af arbejdsgivere, der er kommet i klemme i ordningen.
Flere arbejdsgivere er kommet klemme, fordi der er lukket for tilskud til voksenlærlinge. Flere arbejdsgivere er kommet klemme, fordi der er lukket for tilskud til voksenlærlinge. Det betyder et tab pr. lærling på ca. 40.000 kroner om året. Derfor er der mange arbejdsgivere, der ikke tør binde an med at tage en ny voksenlærling.
I OM Entreprenørforretning A/S ved Horsens var direktør Bjarne Lütje Hansen parat til at tage fire voksenlærlinge i lære. Men har fået afslag på tilskud til de tre af dem.
- Samlet set betyder det, at vi mister omkring en kvart million i tilskud, og derfor overvejer vi nu, hvad vi skal gøre. På den ene side vil vi gerne uddanne vores medarbejdere til faglært niveau, men på den anden side er det mange penge i et stadig mere presset byggemarked, siger Bjarne Lütje Hansen.
Han undrer sig over, at pengepungen til voksenlærlinge er tom.
- Alle ønsker jo, at vi i Danmark skal have en velkvalificeret arbejdskraft. Nu rammer man i stedet de ufaglærte, som alle er enige om skal have mere uddannelse. Det giver ikke mening, mener Bjarne Lütje Hansen, fra OM Entreprenørforretning, der har ca. 66 medarbejdere.
Lærling på stand-by
I København forstår murermester og entreprenør Kim Siestø heller ikke at tilskuddet er stoppet. Han har haft ca. 15 voksenlærlinge de sidste 10 år, og har gode erfaringer med det. Han har én voksenlærling nu, og ville gerne have flere, men det tør han bare ikke lige nu.
- Det er utrolig ærgerligt, men for at det kan hænge sammen økonomisk, er vi nødt til at have det tilskud. Vi tager typisk lærlinge udefra, som slet ikke kender faget i forvejen. Så derfor er det et problem, og vi har valgt lige nu at sætte beslutningen på stand-by, siger Kim Siestø.
- I min verden giver det ingen mening at stoppe voksenlærlingeordningen. Vi kan bare håbe, at politikerne lukker op for posen igen, siger han.
Stærkt kritisabelt
I Dansk Byggeri fortæller afdelingschef Louise Pihl, at organisationen faktisk hele året har haft mange henvendelser fra medlemsvirksomheder om ordningen, der har været stoppet hele to gange bare i år.
- Vi har mange telefonopkald fra virksomheder, der er i klemme her. Det er enormt uheldigt og stærkt kritisabelt, at ordningen er stoppet nu for anden gang i år. Det gør det meget svært for virksomhederne at gennemskue og langtidsplanlægge, siger Louise Pihl.
- Vi har indtryk af, at en stor del af vores virksomheder bruger denne mulighed for at opgradere deres ufaglærte medarbejdere. Men lige nu kan vi ikke rigtig råde dem til andet end at lade deres medarbejder blive ledige et par dage, og så starte ham op igen som voksenlærling, fra ledighed. Det kan man nemlig godt, selv om det er helt grotesk at det skal være sådan, siger Louise Pihl, der understreger hvor vigtigt det er, at der findes en permanent løsning.
- Det nytter ikke at have en ordning der lukker ned hele tiden, pointerer hun.