Akademikere scorer på lønnen trods krisen
Mens lønnen for 3F'ere og andre arbejdere er steget mindre end priserne, har danskere med lang uddannelse kunnet hæve en højere løn.
Økonomer, jurister og andre med lange uddannelser får lønstigninger, mens lærere, pædagoger og 3F'ere er gået ned i løn. (Foto: Colourbox) Det er ikke alle danskere, der må klare regninger og indkøb for færre penge.
Akademikere har fortsat fået lønstigninger til trods for krisen. Mens ufaglærte, faglærte og danskere med mellemlang uddannelse har oplevet et fald i reallønnen. Det viser seneste tal fra Danmarks Statistik.
- Ledigheden har ramt skævt under krisen, og derfor rammer lønudviklingen også skævt, forklarer lektor Jørgen Stamhus, der forsker i løn ved Aalborg Universitet.
Jurister, økonomer og andre med en lang uddannelse har fået lønstigninger på 6,4 procent fra 2008 til 2010. Mens chauffører og rengøringsansatte med lønstigning på 3,1 procent må se deres løn blive udhulet af stigende priser i butikkerne. I de to år er priserne nemlig steget med 3,7 procent.
- Akademikere og ledere har deres på det tørre og sidder ikke på det yderste mandat, når der skal fyres, siger Jørgen Stamhus.
"Ikke retfærdigt"
Fagbladet 3F har tidligere afsløret, at også cheferne i Danmark har fået store lønstigninger.
De mange tabte arbejdspladser har især svækket forhandlingspositionen for 3F'erne i byggeri og industrien. Og det kan læses på lønsedlen.
- Retfærdigt er det ikke, men markedsmekanismerne slår hårdere ned på danskere med en faglært eller mellemlang uddannelse og dem uden uddannelse, mener Jørgen Stamhus.
Fortsætter fremgang
Selvom arbejdsløsheden også har ramt akademikerne, er det især de nyuddannede, der har svært ved at få en fod inden for på arbejdsmarkedet. Derfor er deres lønudvikling ikke ramt så hårdt som ufaglærte og danskere med mellemlang uddannelse.
Og akademikernes løn ser ud til at fortsætte deres fremgang. De to fagforeninger DJØF og Dansk Magisterforening melder i deres lønstatistikker om stigninger for 2011 på 3,5 og 4,5 procent.