Vi skal kæmpe imod udliciteringer

Udliciteringer er dyre. Vi skal vise omverdenen, at vi kan levere alternativerne. Sådan lød det fra den offentlige gruppekonference, hvor OK 08 også var et hovedtema.

Vi skal være bedre til at vise, at bevidstløse udliciteringer kan vendes til udviklende omstillingsprocesser for medarbejderne.

Sådan lød et af hovedbudskaberne fra gruppeformand Ellen K. Lykkegård i hendes første gruppeberetning i 3F's Offentlige Gruppe.

Ændrede organisationsformer i det offentlige løb som en rød tråd under hele gruppekonferencen.

- Vi skal være bedre til at finde alternativer til udliciteringer og outsourcing. Vise, at arbejdsgiveren kan få mere fleksibilitet, og medarbejdere kan få sundere jobs med mere udvikling, hvis de kommunale arbejdsgivere inddrager 3F som medspiller, lød Ellen K. Lykkegårds mål.

Men det bliver en hård opgave, istemte alle. Det kræver masser af ressourcer, især på grund af politisk modvind fra Christiansborg.

John Hansen, 3F Mariager Fjord:

- Vi skal gøre det synligt, hvor udlicitering slår fejl, og hvor det går ud over borgerne og bliver dyrt. Der skal være fokus på det centralt, ligesom vi skal sørge for, at det kommer i de lokale medier.
Også OK 08 var på alles læber. Ikke mindst metoder til at fastholde medlemmernes interesse og øge stemmeprocenten. Og så var der dét med lønnen...

- Godt, jeg ikke sidder i forhandlingsudvalget. Sådan en flok tåber vi har af landspolitikere! Vi skal fand'me være gode, hvis vi skal have en mikroskopisk chance for at hive de forventninger, politikerne har skabt, hjem, sagde Tommy Christensen, 3F Horsens og Omegn.

Fra andre lød det: Klø på!

Finn Broch, 3F Skjern:

- Vi skal ud og presse Thor Pedersen (finansminister, red.) Han bliver altså ikke særligt bange for os, hvis vi siger, at vi vil holde tilbage med lønnen.

- Vi skal være bedre til at finde alternativer til udliciteringer og outsourcing, lød det blandt andet fra gruppeformand Ellen K. Lykkegård.
- Jeg synes, det er en katastrofe, at vi i 3F og Den Offentlige Gruppe er så usynlige i hele arbejdet omkring velfærdsdiskussionen. Vi skal op på dupperne. Alle andre er i gang, og vi har mulighed for at få en hel masse samarbejdspartnere.

Sådan sagde Ole Søborg, 3F BJMF, og i det hele taget efterlyste de fleste konferencedeltagere mere synlighed.

- Vi skal være meget bedre til at gøre omverdenen opmærksom på, at de funktioner, 3F'erne udfører, er lige så synlige for samfundet som alle de andre faggrupper. Ellers kan jeg frygte, at det er vores områder, der først bliver genstand for udlicitering, lød det fra John Hansen, 3F Mariager Fjord.

Tommy Christensen, 3F Horsens og omegn:

- Poul Erik Skov Christensen kunne holde en lang og flot beretning, men han gik flot og fint uden om de offentligt ansatte. Nu har vi endelig fået vores egen gruppe - det kæmpede vi meget for i SiD. Men Poul Erik røg let uden om OK 08 - det kunne han ikke være bekendt.

Ole Friis, 3F Vojens:

- Den Offentlige Gruppe skal være mere synlig. Ikke mindst i pressen. Det politiske signal om mere udlicitering, som regeringen sender ud, skal vi kæmpe imod. Vi skal ud og fortælle den historie, at borgerne kommer til at betale mere, når vi udliciterer. Vi skal ikke gå ud og lege grædekoner, men vi skal fortælle, hvad prisen er.

Inger Helene Pedersen, 3F Kalundborg:

- En af omsorgsinstitutionerne i vores område havde 14 ledige stillinger - og ni ansøgere. To blev væk, én meldte afbud, og en kunne ikke bruges. Så var vi lige vidt. Det er forfærdeligt, at borgerne ikke kan få den omsorg, de har krav på. Og at vores medarbejdere bliver så udkørte.