Behov for flere tillidsfolk med anden etnisk baggrund

38-årige Justine Nakirya Oyon er én af få tillidsrepræsentanter med et fremmed navn. Hun mener, at det er nødvendigt, at medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk blander sig og stiller op.

- Vi bliver nødt til at blande os, mener tillidsrepræsentant Justine Nakirya Oyon. (Foto: Michael Bo Rasmussen)- Vi bliver nødt til at blande os, mener tillidsrepræsentant Justine Nakirya Oyon. (Foto: Michael Bo Rasmussen)

Justine Nakirya Oyon, 38 år og født i Uganda, er én af få tillidsrepræsentanter med anden etnisk baggrund end dansk. Hun er også alenemor til fire (18, 16, 14 og 6 år) og arbejder fuldtid som rengøringsassistent på Sofiendalskolen i Aalborg. Og så synger hun i to forskellige kor, går i kirke og til faglige arrangementer.

- Jeg tænker ikke, at jeg har travlt. Jeg tænker, at jeg har det sjovt, siger Justine Nakirya Oyon, der bor i Aalborg Øst.

Hun kom til Danmark for ni år siden via familiesammenføring, men i dag har hverken hun eller børnene kontakt til eksmanden.

Sprang ud i det

Tillidsjobbet blev ledigt sidste år. Justine Nakirya Oyon blev tilbudt posten, men hun skulle bruge lidt betænkningstid, inden hun besluttede sig på at springe ud i det.

- Det er spændende arbejde, men der er også problemer. Det er for eksempel svært for nogle af de ældre kolleger at
stole på mig, fordi jeg er meget yngre, men også fordi jeg er indvandrer. Men jeg prøver ikke at tænke over det. Mit arbejde er at passe tillidshvervet, og det gør jeg, så godt jeg kan, siger Justine Nakirya Oyon.

Vær et godt eksempel

Hun er ikke forundret over, at så få med anden etnisk baggrund bliver tillidsrepræsentanter. Der er helt grundlæggende problemer med at forklare, læse og forstå fagligt stof.

- Men vi bliver nødt til at blande os alligevel. Samtidig bør du være et godt forbillede for dine børn, siger Justine Nakirya Oyon.

Justine bruger 3F Aalborg meget, men er ked af, at hun stadig ikke har været på tillidsrepræsentantkurserne G1 og G2. Hun har været til faglige arrangementer, og her er hun ofte den eneste med anden etnisk baggrund.

- Men jeg bliver ved med at møde op og siger til mig selv: "Nu er jeg kommet frem - så går jeg ikke tilbage". Andre må gerne tænke: "Hvis hun kan, så kan jeg også!"