Drabstruet syerske fik LO’s Solidaritetspris

Fabia Gutierrez kæmper for bedre forhold i de berygtede eksportzoner i Honduras, trods trusler på livet. Derfor får hun i år LO’s Solidaritetspris.

På LO’s kongres lovede Fabia Gutierrez, at hun vil bruge solidaritetsprisen som rygstød til at styrke sit faglige arbejde. På LO’s kongres lovede Fabia Gutierrez, at hun vil bruge solidaritetsprisen som rygstød til at styrke sit faglige arbejde.

Syersken Fabia Gutierrez modtog i sidste uge den nystiftede Solidaritetspris på LO’s kongres. Fabia har igennem det meste af 2007 været hjemsøgt af mordtrusler mod sig selv og sin syv-årige datter.

Hvorfor?

Hun er leder af tekstilarbejdernes fagforbund, Fesitradeh, i Honduras.
Anonyme telefonopkald, forsøg på bestikkelse og truende email har været en del af hverdagen. De anonyme bagmænd hævder desuden at stå bag mordet på Fabias 14-årige søn, der blev dræbt i 1999. Han blev skudt i hovedet, men dengang blev sagen henlagt som selvmord.??Alligevel er Fabia Gutierrez fortsat med at organisere tekstilarbejdere i de berygtede eksportzoner i Honduras.

Glæde over pris

Prisen består af 50.000 kr. og en statuette fremstillet af kunstneren Leif Sylvester, og den blev overrakt af LO’s afgående formand Hans Jensen. Formålet er at udtrykke LO’s respekt og beundring for den faglige indsats, Fabia Gutierrez har ydet gennem så mange.

I 3F vækker prisen glæde:

- Det er et rigtigt godt valg, der sætter fokus på fagligt aktives ytringsfrihed. Når man bliver truet på livet, er der stor risiko for, at man tier med sin kritik af de forhold, der findes. Det har Fabia ikke gjort, siger Sune Bøgh, international sekretær i 3F.

3F har samarbejdet med Fabia Gutierrez i en årrække gennem projektarbejde i Mellemamerika og har gjort flere forsøg på at beskytte Fabia Gutierrez og hendes familie.

Livsfarlig region for aktive

3F sendte i foråret et brev til Honduras’ præsident med krav om, at Fabia blev beskyttet. Forbundet bad Udenrigsministeriet tage sagen op på EU-niveau og inviterede samtidig den truede tekstilarbejder og hendes datter til Danmark for at bringe dem i sikkerhed.

På LO’s kongres lovede Fabia Gutierrez, at hun vil bruge prisen som rygstød til at styrke sit faglige arbejde. Mellemamerika er en af de regioner, hvor det er farligst at være fagligt aktiv. I år er der blevet begået mindst fem mord på fagligt aktive.