LO/Hans Jensen: Støtte til S uden penge

Selvom det mest handlede om at se tilbage på de mange år i dansk fagbevægelse, så satte LO-formand Hans Jensen i sin sidste beretning som LO-formand også fokus på det forestående folketingsvalg - ikke mindst fordi han er ærgerlig over, at valget kommer midt i arbejdet med trepartsaftalen. De forbedringer, trepartsaftalen giver for medlemmerne og de løsninger, den medfører på arbejdskraftmanglen, bliver nemlig nu skubbet på ubestemt tid.

”Derfor er jeg også skuffet over, at Anders Fogh udløste et panik-valg, før trepartsaftalen blev helt gennemført. Det er skuffende, at Anders Fogh har taget trepartsaftalen som gidsel i sin spinkle kvalitetsreform. For det betyder jo, at tingene nu forsinkes og omgærdes af usikkerhed,” sagde Hans Jensen.
Han signalerede til gengæld forståelse for, at statsministeren har gjort, som han gjorde.
”For realiteten er, at alle kvalitetsreformens øvrige dele enten er glatte fraser på glittet papir eller liberalistiske antikviteter hentet i den sortbrogede del af Dansk Industri,” konstaterede LO-formanden.
Det er sidste gang, Hans Jensen som LO-formand er på talerstolen med en beretning, for han træder tilbage efter 11 år på posten ved denne kongres og overlader posten til enten den nuværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger eller LO-sekretær Harald Børsting. Onsdag bliver LO-valget afgjort.
Hans Jensen vil ikke pege på, hvem af de to der er den bedste på posten, men har tidligere sagt til Newspaq, at der er tale om to gode kandidater, som LO og fagbevægelsen vil være godt tjent med. Derimod lagde han ikke skjul på, hvem han foretrækker i det andet valg, som der er fokus på i øjeblikket - folketingsvalget.
For selvom der ikke længere er økonomisk støtte til Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt, så er der masser af sympati og opbakning til Socialdemokraterne og S-formanden. Og det er godt, at forholdet mellem de to parter er på den måde, fastslog Hans Jensen.
”Jeg ønsker mig ikke tilbage til en tid, hvor en af LO-formandens vigtige opgaver var at ringe og skælde Socialdemokraternes formand hæder og ære fra, hvis han trådte ved siden af. Og jeg ønsker mig slet ikke tilbage til en tid, hvor LO's politiske manøvrerum begrænses af tilfældige taktiske overvejelser i Socialdemokraternes ledelse,” sagde Hans Jensen, som i øvrigt kunne fortælle de 800 delegerede, at han skam er socialdemokrat helt ind i hjerte og knoglemarven. Selv DUI-diplomerne og DSU-kurserne har den afgående formand.
Men Hans Jensen ved også godt, at forholdet til Socialdemokraterne giver opmærksomhed - både kritisk og positiv af slagsen.
”For mig er sagen mere enkel: LO's opgave er at skabe politiske resultater overalt, hvor det er muligt. Det betyder også, at Socialdemokraterne og LO kan have forskellige stategier og være enige om konkrete politiske initiativer. Og det er helt fint,” understregede Hans Jensen.