Her er den bedste musik til arbejdet

Musik gør dig glad, men den forkerte musik på det forkerte tidspunkt øger stress og utryghed. Her er fem råd til, hvordan du arbejder bedst med musik og radio.

Det er afgørende for din arbejdsglæde og koncentration, hvilken type musik, du lytter til, når du arbejder. (Foto: Colourbox)Det er afgørende for din arbejdsglæde og koncentration, hvilken type musik, du lytter til, når du arbejder. (Foto: Colourbox)

Musik kan være forskellen på en god og en dårlig dag på job. Komponist og musiker Niels Eje har arbejdet med og forsket i beroligende musik. Han giver her fem råd til at få mest ud af højtalerne.

5 råd til kræs for ørerne

1. Når du skal slå hjernen fra

Så er der frit slag. Lyt til det, du godt kan lide, uanset om det er heavy, hip hop eller pop. Din yndlingsmusik kan kun gøre dig gladere.

- Hvis der er noget, som du ved, hvordan skal gøres, og der ikke er de store udfordringer, så kan musik være fantastisk. Den kan fysisk gøre dig glad og få dig til at arbejde bedre, siger Niels Eje.

2. Når du skal koncentrere dig

Undgå højt tempo, bas og taleradio såsom P1, når du skal koncentrere dig om arbejdet. Hvis en udregning, tegning eller andet arbejde kræver din opmærksomhed, så kan en stille summen i baggrunden øge koncentrationen.

- Taleradio kan virke distraherende, mens et afdæmpet popnummer derimod kan skærpe koncentrationen. Selvom lydniveauet ikke er så højt i taleradioen, så kan det ofte være forstyrrende, forklarer komponisten.

3. Når du holder frokostpause

Så gør det modsatte af, hvad du gør, mens du er i arbejde. Hører du P3 på fuldt blus, så sluk og giv ørerne en pause. Arbejder du i stilhed, så sæt lidt musik på.

- Nogle kan godt lide den atmosfære, det giver, hvis man holder pause med lidt blød pop eller andre afdæmpede genrer. Det gør pausen til noget andet og mere afslappende, hvis man normalt ikke hører musik, fortæller Niels Eje.

4. Når du bliver uenig med kollegerne

Så find en tovholder til musikken, som vælger musik. Vidt forskellige genreskift er skidt for arbejdsevnen.

- Lad vedkommende stå for at vælge radiokanal eller musik. Der skal selvfølgelig lyttes til, hvad kollegaerne vil have, men kaos med flere, der vil styre, er det værste, siger Niels Eje.

5. Når I ikke kan blive enige

Så sluk for musikken.

- Hvis nogen tvinges til at arbejde til musik, som de ikke bryder sig om, kan det være skadeligt og give stress, slutter Niels Eje.

Hvad lytter du til?

Er radioen en uundværlig del af jeres arbejdsplads, og er der et bestemt program I lytter til?

Har du et favoritnummer, du elsker at starte dagen med?

Skriv en kommentar, og fortæl hvilken musik, der giver dig ekstra energi og glæde i løbet af arbejdsdagen.