Sundt at være uoplagt efter ferien

Det er faktisk et positivt tegn, at du synes det er hårdt at komme op i gear igen efter sommerferien, siger arbejdspsykolog.

Det kan være svært at komme op i gear igen efter en god lang ferie. (Foto: Colourbox)Det kan være svært at komme op i gear igen efter en god lang ferie. (Foto: Colourbox)

Du kender det sikkert. Sommerferien er slut, og arbejdet kalder. Men selvom du møder, som du skal, så er din krop og hjerne stadig lidt på ferie, og det er svært for dig at komme op i gear og være lige så effektiv efter ferien, som du måske plejer at være.
Men faktisk er der intet negativt i, at du efter ferien har en smule svært ved at komme i gang igen, mener arbejdspsykolog Anton Eg Andersen, der er stifter af Arbejdspsykologisk Center.
- Det er et tegn på, at man har været væk fra sit arbejde, og det er faktisk sundt at komme væk fra jobbet og få ladet op.

Bare rolig - du kommer op i gear igen

Ifølge arbejdspsykologen er det meget individuelt, hvor meget ferie en person har brug for, før hans eller hendes batterier igen er ladet op. Men det er vigtigt, at man engang imellem får et langt afbræk fra jobbet.
- Når arbejdet så igen kalder, så skal man altså ikke være forskrækket over, at det kan være sværere at komme op i gear. Det er simpelthen en omstilling, som man skal gå igennem, siger Anton Eg Andersen.
- Og energien kommer sædvanligvis igen efter nogle dage, forsikrer han.

Start med rutineopgaver

For at komme ordentligt i gang med jobbet igen, så anbefaler arbejdspsykologen, at du starter med at løse mindre, rutineprægede opgaver. Medmindre der er nogle opgaver, som er så presserende, at de skal løses med det samme.
- Ved at lave rutineprægede opgaver, så får du noget fra hånden, fordi det er opgaver, som du er inde i, forklarer Anton Eg Andersen.
- På den måde får man en succesoplevelse ved at vide, at man godt kan sit job, og på den måde er det lettere at komme i gang igen.