Sundhedstjek afdækker dårligt helbred
Mange 3F'ere har for højt blodtryk og vægt. Og så dyrker de for lidt motion. Det viser tal fra forebyggende sundhedstjek.
3F's sundhedsbus har blandt andet besøgt R98. Tjek af medlemmernes sundhed afdækker problemer. Og forebyggelse kan gå igang. (Foto: Uffe Weng) Sundheden blandt 3F'erne er langt fra i top. Det dokumenterer sundhedstjek blandt 650 medlemmer på 10 arbejdspladser:
Næsten 3 ud af 10 har forhøjet taljemål. 4 ud af 10 dyrker sjældent eller aldrig motion. Og 3 ud af 10 har forhøjet kolesteroltal.
Dorthe Klitgaard er en af de sygeplejersker, som var med i 3F's sundhedsbus, da den besøgte
Flyvestation Aalborg:
- Folk kom med meget tillid og åbenhed. Jeg har ikke mødt nogen, som syntes, at det var træls, siger hun.
Virksomheder kan hjælpe
Chefen på en af de andre arbejdspladser, der har haft besøg af bussen, har det helt fint med, at medarbejderne bruger arbejdstiden til at blive tjekket:
- Helbred er en privatsag. Men hvis virksomheder kan hjælpe til og skubbe på, så bliver det lidt lettere at gøre noget ved det, siger Morten Christensen, afdelingschef på Regionsvaskeriet i Aalborg.
Forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen, er rigtig godt tilfreds med projektet:
- Det viser, at vores medlemmer er meget glade for, at der bliver taget hånd om deres sundhed med små fif og hints, siger han.
Vindere på alle hylder
Ifølge Poul Erik Skov Christensen bliver det muligt at fange en række folkesygdomme i opløbet.
- Sundhedstjekket er en enorm hjælp til selvhjælp. Det gør det muligt at komme videre i sundhedsvæsnet, inden det er for sent, siger Poul Erik Skov Christensen.
Mange arbejdsgivere tænker heldigvis også længere end til deres egen næsetip, vurderer han.
- De ved godt, at når de har dygtige og velfungerende medarbejdere, så kommer deres sygefravær ned. De får en bedre arbejdsdag og producerer mere. Der er vindere på alle hylder, siger Poul Erik Skov Christensen.