Sundhedstjek til 6.000 3F'ere

11 millioner fra Forebyggelsesfonden sikrer helbredstjek til 3F'ere på 60 arbejdspladser.

Sidste års pilotprojekt udvides markant, når 6.000 3F'ere får tilbudt sundhedstjek. (Foto: Uffe Weng.)Sidste års pilotprojekt udvides markant, når 6.000 3F'ere får tilbudt sundhedstjek. (Foto: Uffe Weng.)

Der er godt nyt for buschauffører, rengøringsassistenter og ansatte i industrien, som gerne vil have styr på deres helbred.

Forebyggelsesfonden har nemlig givet 3F godt 11 millioner kroner til at fortsætte de succesfulde sundhedstjek. De løb første gang af stablen sidste år.

Pengene giver 6.000 3F'ere mulighed for at blive vejet, få målt blodtryk og få sig en snak med en sygeplejerske om, hvordan man kan leve sundere.

Fokus på arbejdsmiljø

Den nye bevilling glæder forbundsformand Poul Erik Skov Christensen:

- Siden den seneste kongres i 2007 har vi sat fokus på den store ulighed i sundhed, som i høj grad rammer vores medlemmer. Det er rigtigt godt, at vi nu kan fortsætte dette arbejder med fornyet styrke, siger Poul Erik Skov Christensen.

Ud over selve sundhedstjekket bliver der som en del af projektet ansat to konsulenter. De skal hjælpe arbejdspladserne med at få styr på arbejdsmiljøet.

- Sundhed og arbejdsmiljø hænger tæt sammen. Så når vi alligevel kommer ud på arbejdspladserne, er det helt oplagt også at tage hånd om, at arbejdsmiljøet er i orden, siger Poul Erik Skov Christensen.

Fem millioner fra 3F

I 2009 deltog 650 3F'ere fra ti virksomheder i København og Aalborg i et pilotprojekt om sundhedstjek. Det viste blandt andet, at næsten tre ud af 10 har forhøjet taljemål. Fire ud af 10 dyrker sjældent eller aldrig motion. Og tre ud af 10 har forhøjet kolesteroltal.

Sundhedstjekket kører de kommende tre år. Ud over de 11 millioner fra Forebyggelsesfonden bidrager 3F selv med knap fem millioner kroner.