3F-afdeling ved at drukne i sociale sager

3F i Århus udsender nødråb. Fagforening drukner i sociale sager, fordi langtidssyge falder i hul i loven.

3F i Århus udsender nødråb. Fagforening drukner i sociale sager, fordi langtidssyge falder i hul i loven.3F i Århus udsender nødråb. Fagforening drukner i sociale sager, fordi langtidssyge falder i hul i loven.

De langtidssyge bliver svigtet. Det mener 3F Transport, Logistik og Byg i Århus. Fagforeningen er ved at drukne i sager med langtidssyge medlemmer, der beder afdelingen om hjælp, fordi de er ved at miste deres sygedagpenge.

På to år er antallet af den type sager blevet tredoblet, oplyser fagforeningen.

- De langtidssyge bliver ikke hjulpet i tide. Derfor kommer de til os, når de er ved at miste deres sygedagpenge. Der er brug for en langt bedre tidlig indsats, siger Morten Rasmussen, næstformand i 3F Transport, Logistik og Byg, i et nødråb til kommunerne i området.

Flere ryger gennem sikkerhedsnet

3F’erne falder i et hul i loven: De er for raske til at få førtidspension, men for syge til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor risikerer de at miste deres sygedagpenge og blive sat på kontanthjælp. Det har aldrig været meningen med ordningen, siger Siri Hansen, der er socialrådgiver i 3F Transport, Logistik og Byg.

- Der er langt flere, der ryger gennem kommunens sikkerhedsnet end tidligere. Vi gør, hvad vi kan, for at vores medlemmer ikke mister deres sygedagpenge, og de fleste gange lykkes det heldigvis. Men hvad med dem, der ikke kan komme og få hjælp hos os, spørger Siri Hansen.

Hun vurderer, at en række stramninger, som regeringen har gennemført på området, gør det sværere for de langtidssyge at blive hjulpet videre. Blandt andet skal kommunale socialrådgivere bruge væsentligt mere tid på dokumentation end tidligere.

Ikke ansatte nok

Det synspunkt bakkes op af socialrådgiver Carsten Andersen fra Socialcenter Nord i Århus.

- Det er fint med dokumentation. Vores problem er, at vi ikke er ansatte nok. Vi ikke har tid til at yde en tilstrækkelig god tidlig indsats, som situationen er nu, fortæller Carsten Andersen til Nyhedsbrevet 3F.

3F Transport, Logistik og Byg opfordrer til, at kommune og regering giver sagsbehandlerne bedre vilkår til at hjælpe de langtidssyge i tide. Risikoen for udstødning vokser, jo længere tid man er på sygedagpenge, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra socialrådmanden i Århus, Gert Bjerregaard.