Undgå skattesmæk næste år
Hvis du hører til dem, der skal betale penge tilbage i skat, så se her, hvad du kan gøre for at undgå et skattesmæk til næste år.
Hvis du vil holde fast i dem her og undgå ubehagelige overraskelser på næste års skatteopgørelse, så er det en god idé løbende at opdatere din forskudsopgørelse. (Foto: Colourbox) Det er ubehageligt at få et skattesmæk over fingrene, når årsopgørelsen kommer ud. Især hvis man ikke har været forberedt på det og måske har glemt at registrere ekstra fradrag.
Hvis du lige har fået en ordentlig efterregning fra Skattefar, så er her guiden til, hvordan du kan undgå det i fremtiden. Skatterådgiver Michael Egholm giver fem gode råd.
5 gode råd til at undgå skattesmæk
1. Opdater forskudsopgørelsen
På Skat's hjemmeside kan du selv sørge for at holde Skat opdateret med oplysninger om for eksempel din løn, boligforhold og gæld. Det er en god idé at tjekke flere gange i løbet af året.
- Hvis man rammer plet i forhold til ens indkomst og fradrag, så kommer der ikke ubehagelige overraskelser, når året er omme, siger Michael Egholm.
2. Husk ekstra fradrag
Visse fradrag kender Skat ikke til. Du skal selv angive befordringsbidrag og underholdsbidrag til en tidligere ægtefælde eller børn.
- Det bliver ikke indberettet til Skat automatisk, så det skal man selv gøre opmærksom på.
3. Kontroller pensionsoplysninger
Krydstjek med den opgørelse, du får fra dit pensionsselskab. Skat får automatisk oplysningerne, men nogle gange er der fejl i dem, så det er godt at sørge for, at det rigtige beløb er opgivet.
- Det kan godt være, det er omfattet af indberetningspligten, men der kan opstå fejl i alle systemer.
4. Tjek kørselsgodtgørelse
Hvis du får kørselsgodtgørelse, så skal arbejdsgiveren sørge for at registrere, hvor meget du har kørt. Men hvis arbejdsgiveren ikke sørger for at registrere det, så går kørslen fra at være skattefri til at være skattepligtig.
- Der har været en række sager på det seneste, hvor arbejdsgiveren ikke har opfyldt sin kontrolforpligtelse. I forhold til sidste år er det for sent nu, men for fremtiden skal man sørge for, at arbejdsgiveren kontrollerer din kørsel.
5. Doner penge korrekt
Når du giver penge til velgørende formål, så kan du få gode skattefordele ud af det. Lad være med at give penge via telefon og sms, men sørg for, at foreningen får dit CPR-nummer. Alle bidrag, der årligt er over 500 kroner, kan nemlig trækkes fra i skat. Derfor er det også en god idé at samle sine bidrag i en organisation i stedet for at give hist og pist.
- Man er gavmild delvis på Skat's vegne ved at give pengene til en godkendt forening, siger Michael Egholm. Se listen over godkendte foreninger her.